Morgenbriefing: Pensionssektor står over for milliardudfordring, teknologiaktier har kurs mod jubelår

391501_16_9_large_183.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
20. nov 2019 KL. 6:15
Her er onsdagens vigtigste erhvervsnyheder.


Rederier satser formue på grøn omstilling
Kravet om grøn omstilling får de store rederier til at skrue voldsomt op for investeringerne i innovation og nye tekniske løsninger. Det skriver Børsen. Ifølge DFDS er der behov for at opbygge et helt nyt netværk for at udvikle nye teknologier som brændselsceller og ammoniak som brændstof. (Børsen)

Pensionssektor står over for milliardudfordring
Inden for få år skal de danske pensionsselskaber være parate til med kort varsel at stille med store milliardbeløb, skriver Børsen. EU-regler betyder, at pensionsselskaber fra 2023 skal til at betale, hvis de har indgået finansielle kontrakter, som beskytter dem mod renteudsving. Ifølge nationalbankdirektør Lars Rohde vil en rentestigning på 1 pct.point betyde, at den danske pensionssektor skal skaffe over 100 mia. kr. (Børsen)

Investorer køber risikable banklån i Sydeuropa i jagten på afkast
De sydeuropæiske banker er godt i gang med at skille sig af med deres dårlige lån. De sælges ifølge Finans i stedet til sultne investorer og pensionskasser i bl.a. Danmark. Men det kan være risikabelt, lyder det fra flere fronter. (Finans)

Teknologiaktier har kurs mod jubelår
Amerikanske teknologiaktier har kurs mod det bedste år i et årti, skriver Wall Street Journal. S&P 500-indeksets teknologiselskaber er steget 41 pct. i år, langt mere end det brede indeks’ gevinst på 24 pct. Trods kritik af de store teknologiselskaber, bl.a. for hvordan de håndterer persondata, tror investorerne på fortsat gode resultater. (Wall Street Journal)

Britisk TV-debat endte uafgjort
TV-duellen mellem den britiske premierminister Boris Johnson og hovedmodstanderen ved det kommende valg, Jeremy Corbyn, endte ifølge seerne nærmest uafgjort, skriver The Guardian. 51 pct. mente Johnson, der kørte hårdt på sit mål om at få brexit gennemført, vandt, mens 49 pct. peger på Corbyn som vinder. Resultatet vurderes som et plus for Corbyn, der var tippet til at tabe duellen. (The Guardian)

Markeder
Et skuffende regnskab fra Home Depot var tirsdag med til at lægge en dæmper på det amerikanske aktiemarked.
  • S&P 500: -0,1 pct.
  • Dow Jones -0,4 pct.
  • Nasdaq: +0,2 pct.
Det amerikanske senat vedtog tirsdag et lovforslag, der støtter demonstranterne i Hong Kong og advarer Kina mod at bruge vold i forsøget på at bekæmpe demonstrationerne. Kina har onsdag varslet repressalier, hvis forslaget bliver endeligt indført, skriver Bloomberg. Sagen forsurer den i forvejen anspændte stemning mellem USA og Kina og investorer frygter, at det kan skade de aktuelle forhandlinger i handelskrigen.

De ledende asiatiske aktieindeks ligger onsdag til fald på mellem 0,2 og 0,9 pct.

Det skriver cheferne
Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, journalist og jernlady, tror på Prins Andrew.

Perspektiv & Debat
Børsen mener: Karl smart-politik er dyr at rydde op efter
De politiske forsøg på at rette op på de langsigtede virkninger af de uholdbare spor, Anders Fogh lagde ud i 2002, er langt fra bragt til ende, skriver Børsens politiske kommentator, Helle Ib, i dagens leder. (Børsen)

Redaktionen anbefaler
Michelinkok tager chancen og køber 4000 metaldåser til takeaway: "Vi bruger enorme mængder plastik til vores takeaway"
Henrik Yde Andersen har taget en chance og købt 4000 metaldåser til Kiin Kiin-koncernens nye restaurant i Aarhus. De har et helt bestemt formål - at mindske emballagen på takeaway. (Børsen)

Det sker i dag
  • Vestjysk Bank regnskab. Lokalbanken Vestjyske Bank kommer onsdag med regnskab for årets tredje kvartal.
  • Deadline for regering i Israel. Onsdag udløber fristen, som den tidligere hærchef Benny Gantz har fået til at undersøge mulighederne for at danne en ny regering i Israel. Gantz, der leder partiet Blåt og Hvidt, fik muligheden, efter premierminister Benjamin Netanyahu, der står i spidsen for Likud, i flere omgange har måttet opgive at finde flertal for en ny regering med ham i spidsen.
  • Ny regering i Canada. Premierminister Justin Trudeau præsenterer sin nye mindretalsregering i Canada.
Forresten, så er to ansatte i det fængsel, hvor rigmanden Jeffrey Epstein blev fundet død i august, tirsdag blevet sigtet i forbindelse med hans død. Det skriver DR. De to ansatte skulle holde øje med Epstein, der var anklaget for menneskehandel og overgreb mod adskillige mindreårige piger, men de to ansatte faldt tilsyneladende i søvn på vagten og forfalskede skemaer over, hvor ofte de havde set til Epstein. (DR)