Morgenbriefing: Erhvervslivets grønne løsninger må ikke koste noget, markant stigning i generationsskifter før afgiftshop

392287_16_9_large_708.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
04. dec 2019 KL. 6:15

Her er onsdagens vigtigste erhvervsnyheder.


Regeringen til topchefer: Jeres grønne løsninger må ikke koste noget
Erhvervslivets input til, hvordan regeringen når målet om en markant nedbringelse af CO2-udledningen, må ikke belaste statsfinanserne eller den samlede samfundsøkonomi. Det viser opgavebeskrivelsen til regeringens 13 klima-partnerskaber med erhvervslivet, som Berlingske har fået aktindsigt i. Ifølge Grundfos-topchef Mads Nipper kan man ikke undgå, at den grønne omstilling kommer til at koste noget. (Berlingske)

Finanslov øger skatterne med 2,5 milliarder
De danske skatter og afgifter stiger med 2,5 mia. kr. de kommende år som følge af finansloven. Det viser en opgørelse, Børsen har lavet over skattestigningerne i finansloven. Ejerne af familievirksomheder, der vil overdrage firmaet til næste generation, kommer til at betale den største regning. (Børsen)

Markant stigning i generationsskifter før afgiftshop
1049 familieejede virksomheder er i årets første otte måneder overdraget til næste generation, mod et normalt niveau på 7-800 generationsskifter om året. Det viser tal fra Skatteministeriet ifølge Finans. Forklaringen er, at familierne har travlt med at få overdraget virksomheder inden regeringen hæver arveafgiften, lyder det fra rådgivere. (Finans)

Ørsted tager vigtigt skridt mod støttefri havvind med kæmpeaftale
Den danske energikæmpe Ørsted har landet en tiårig aftale med den tyske kemivirksomhed Covestro, der kommer til at aftage mere end 10 pct. af strømmen fra et stort Ørsted-projekt i Nordsøen. Det skriver Børsen. Projektet drives uden nogen form for offentlige tilskud, og aftalen med Covestro giver Ørsted mulighed for stabile indtægter. (Børsen)

Rapport fra Kongressen: Trump misbrugte magten
Demokrater i den amerikanske kongres fastslår i en ny rapport, at USA's præsident, Donald Trump, misbrugte sin magt ved at forsøge at få Ukraine til at finde snavs på den politiske modstander Joe Biden. Det skriver internationale medier. Ifølge rapporten forsøgte Trump også at skabe et billede af, at Ukraine forsøgte at påvirke det amerikanske valg i 2016, en teori som en undersøgelse ellers har afvist. Repræsentanternes Hus skal nu afgøre, om der skal indledes en rigsretssag mod Trump. (Wall Street Journal)

Transportbranchen glæder sig: S og Co kræver dansk løn til udenlandske chauffører
Som en del af finanslovsaftalen vil regeringen sikre, at udenlandske chauffører, der kommer til Danmark for at lave indenlandsk kørsel, skal have dansk løn. Det vækker begejstring i transportbranchen, skriver Børsen. De nye regler vil betyde, at det er slut med at udnytte de internationale regler om grænseoverskridende godstransport til at lave løndumping. (Børsen)

Antallet af butikker dykker
Tal fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk viser, at 6,6 pct. af butikslokalerne i Danmark udbudt til leje eller salg. Det er ifølge Finans det højeste niveau i de 17 år, portalen har lavet opgørelsen. Detailhandlen er hårdt presset af stigende onlinehandel og generel tilbageholdenhed blandt forbrugerne. (Finans)

Markeder
Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde tirsdag ifølge Reuters, at en handelsaftale med Kina måske udskydes til efter præsidentvalget i USA, som finder sted i november 2020.
Det gav med det samme negativ stemning på Wall Street, hvor de tre ledende aktieindeks faldt for tredje dag i træk.
  • S&P 500: -0,7 pct.
  • Dow Jones: -1,0 pct.
  • Nasdaq: -0,6 pct.
De ledende aktieindeks i Japan og Hong Kong har onsdag tabt over 1 pct. mens Shanghai-indekset ligger til et tab på 0,3 pct.

Det skriver cheferne
Signe Munk, klimaordfører for SF, synes det gik lige lovlig hurtigt med at komme på skærmen.

Perspektiv & Debat
Børsen mener: Finansloven blev rød, ligesom Morten Østergaard
Forhandlingerne om finansloven dokumenterede, at regeringen grundlæggende kan tage alle støttepartiernes opbakning for givet. De har ikke politisk kapital til for alvor at udfordre Mette Frederiksen, simpelthen fordi ingen af dem for alvor lægger vægt på krav, der kan finde flertal uden for rød banehalvdel, skriver Børsens ansvarshavende chefredaktør, Bjarne Corydon, i dagens leder. (Børsen)

Redaktionen anbefaler
Hans nye stol klappede sammen under kunden
Syv år i træk er Lars Houe blevet gazelle med sit møbeldesignfirma. Han lærte på den hårde måde at produkt og kvalitet er det allervigtigste. (Børsen)

Det sker i dag
  • Økonomiske nøgletal. Onsdag kommer der såkaldte PMI-tal fra Japan, Tyskland og USA. Purchasing Managers’ Index viser indkøbschefernes syn på fremtiden og bliver opfattet som en vigtig økonomisk indikator.
  • Ny formand i Pandora. Den danske smykkekæmpe Pandora holder onsdag ekstraordinær generalforsamling, hvor Peter A. Ruzicka ventes at blive valgt som ny bestyrelsesformand efter Peder Tuborgh.
  • Frederiksen møder Trump. I forbindelse med Nato-topmødet i London mødes statsminister Mette Frederiksen (S) med USA's præsident, Donald Trump. Udover den danske statsminister vil Trump også mødes med den italienske premierminister, Giuseppe Conte, og den tyske kansler, Angela Merkel.
Forresten, så har Dansk Folkepartis administrationschef, Jeanie Nørhave, på to kontrakter mellem den EU-kritiske organisation Meld og to hoteller underskrevet sig som personalechef på hotellerne. Det skriver Ekstra Bladet. Dermed er Nørhave også involveret i en sag om DFs mulige misbrug af EU-penge. I 2016 afgjorde Europa-Parlamentet, at Meld havde misbrugt EU-midler til at føre dansk valgkamp. (Ritzau)