Morgenbriefing: Banker vender ryggen til kommuner efter opgør om etik, elselskaber kritiseres for at omgå adskillelseskrav

393992_16_9_large_54.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
10. jan 2020 KL. 6:15

Her er fredagens vigtigste erhvervsnyheder.


Revisorer politianmeldes for lovbrud: Erhvervsstyrelsen dumper stribevis af regnskaber
Erhvervsstyrelsen slår nu hårdt ned på en gruppe personer, der har lavet stribevis af revisorerklæringer, selvom de ikke er godkendte revisorer. Det skriver Børsen. I de mest alvorlige tilfælde har styrelsen politianmeldt revisorerne, mens 419 regnskaber er blevet dumpet. (Børsen)

Fed-chef i New York ser lave renter i lang tid
Verden skal indstille sig på lave renteniveauer i lang tid endnu. Det sagde chefen for den amerikanske centralbanks afdeling i New York, John Williams, torsdag ifølge Ritzau. John Williams mener, at de lave renter skyldes demografiske forandringer og langsom produktivitetsvækst, og der er ikke udsigt til forandringer i en nær fremtid, vurderer han. (Ritzau)

Elselskaber kritiseres for at omgå adskillelseskrav
De største elselskaber er underlagt krav om adskillelse af elnet og kommercielle forretninger, men elnetselskaberne køber så mange ydelser fra søsterselskaber, at reglerne ifølge kritikere er blevet undermineret. Det skriver Finans. »Man kunne få den tanke, at formålet er at trække penge ud af et selskab, der er underlagt priskontrol, til et kommercielt selskab,« siger professor i energiplanlægning på Aalborg Universitet Frede Hvelplund. (Finans)

Banker vender ryggen til kommuner efter opgør om etik
Kommunerne er begyndt at stille skrappere krav til bankerne i kølvandet på sager om hvidvask. Men det har fået bankerne til at være mere forsigtige med at indgå aftaler med kommunerne. Ikke én eneste bank har ønsket at byde på Gladsaxe Kommunes igangværende bankudbud. Det skriver Berlingske. (Berlingske)

Maersk Tankers vil vokse
Mærsk-familiens kriseramte tankrederi, Maersk Tankers, har ambition om at vokse sig meget større. Det skriver Finans. Tankers har i øjeblikket ca. 200 skibe, men målet er at komme tilbage på de 300, som man havde engang. (Finans)

Markeder
De amerikanske aktier steg torsdag, og alle tre hovedindeks endte i rekord. Stemningen blev løftet af nye signaler om, at handelsaftalen mellem USA og Kina snart bliver en realitet, samtidig med, at det fortsat er oplevelsen, at hverken USA eller Iran ønsker en optrapning af den aktuelle konflikt.
  • S&P 500: +0,7 pct.
  • Dow Jones: +0,7 pct.
  • Nasdaq: +0,8 pct.
De ledende aktieindeks i Hong Kong og Shanghai ligger fredag til mindre fald, mens Japans Nikkei ligger til et mindre plus.

Det skriver cheferne
Nanna Simone Jensen, politisk konsulent hos Lederne, vil have stoppet sexistiske kommentarer på arbejdspladsen.

Perspektiv & Debat
Børsen mener: Sådan afspores en debat. Case: ATP's interne fond
Forargelsen i sagen om ATP's interne fond ATP Private Equity Partners er svagt funderet, og den tjener som et eksempel på, hvor nemt en diskussion af samfundsmæssig betydning kan afspores, skriver Børsens chefredaktør, Niels Lunde, i en kommentar. (Børsen)

Redaktionen anbefaler
Matas-topchef har droppet at lægge en fast struktur ned over sit liv – i stedet har han tre hovedprioriteter og ”reservetanke” til når det brænder på
Med et uforudsigeligt liv som adm. direktør fungerer det ikke for Matas-topchef Gregers Wedell-Wedellsborg at lægge en fast struktur ned over sit liv. Det fortæller topchefen, der har brudt et mønster fra tidligere i sin karriere. (Børsen)

Det sker i dag
  • Kongetal fra USA. Fredag eftermiddag er der nyt om det såkaldte amerikanske "kongetal", der dækker over jobskabelsen og er en vigtig indikator for den økonomiske udvikling i USA.
  • Ekstraordinært EU-møde. EU’s udenrigsministre mødes fredag i Bruxelles til et ekstraordinært møde, hvor de skal drøfte situationen i Irak.
Forresten, så køber nordmændene elbiler i stor stil. Sidste år blev der solgt over 60.000 elbiler i Norge, hvilket svarer til 42 procent af alle solgte biler i landet. I fjerde kvartal faldt salget dog, og forklaringen synes at være, at udbygningen af ladestationer går for langsomt, rapporterer NRK. (Ritzau)