Mærsks kriseknuser fik kræft som 45-årig: "Da jeg vågnede fra narkosen, føltes det som om, der var blevet stukket en brændende kniv i ryggen på mig"

387305_16_9_large_857.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
06. sep 2019 KL.21:00
I sommeren 2017 blev A.P. Møller-Mærsk ramt af et stort hackerangreb, og hos Maersk Supply Service var den nu 47-årige it-direktør Thomas Stampe ansvarlig for oprydningsarbejdet. Halvanden måned senere fik han konstateret kræft i stadie 4. Dette er historien om, hvordan han håndterede de to største kriser i sit liv

Thomas Stampes blik flakkede utålmodigt mellem uret på hans venstre arm og døren ind til lægens kontor. Hvorfor fanden kommer han ikke ud, tænkte han irriteret. Den lille viser havde netop passeret ni, og han vidste, at han var den første patient denne sensommermorgen på Hillerød Hospital.

Alligevel forblev døren lukket, selvom den både blev fem og ti minutter over ni.

Det var præcis to uger siden, at den 45-årige it-direktør startede i kræftpakken og halvanden måned siden, at A.P. Møller-Mærsk blev ramt af det største hackerangreb mod en dansk virksomhed nogensinde.

Pludselig dæmrede det for ham: Lægen forbereder sig til en svær samtale. Alt gik pludselig i slowmotion.

Da han endelig inviterede Thomas Stampe, hans kone og hans far indenfor, var beskeden klar: “Du har kræft. Vi formoder, at der er en primær tumor i tarmen, minimum otte metastaser i leveren og minimum to metastaser i lungerne.”

1. del: Hackerangrebet

For at forstå, hvordan Thomas Stampe håndterede sin kræftsygdom, er det nødvendigt at skrue tiden 48 dage tilbage til tirsdag 27. juni 2017.

Det var en solrig og varm morgen, hvor Mærsk-direktøren som så mange gange før startede dagen med en lang løbetur i Dyrehaven nord for København og en dukkert i Øresund. Sammen med en håndfuld af sine kolleger skulle han på strategiseminar, og da de indfandt sig i lokalerne på Skodsborg Kurhotel, bar stemningen præg af, at sommerferien var lige om hjørnet.

Det ændrede sig på et splitsekund, da en kollega under frokosten pludselig bad Thomas Stampe læse en sms på hans telefon:

"ALL PC'S ARE OUT. EVERYTHING IS BLACK. WE DON'T KNOW WHAT TO DO." 

Få øjeblikke senere ringede it-chefens egen telefon, og i den anden ende af røret lød det bekymret fra Maersk Supply Services it-sikkerhedsansvarlige: “Thomas, vi er blevet ramt af et cyberattack. Alt er sort, alt er ramt. Jeg tror hellere, du må komme ind.”

Få minutter senere sad Thomas Stampe bag rattet i sin bil med kurs mod virksomhedens hovedsæde i Kgs. Lyngby.

En spøgelsesby

Intet var, som det plejede, da han et kvarter senere trådte ind af svingdøren i den store murstensbygning, hvor Maersk Supply Service og Maersk Drilling deler lokaler.

Hackerangrebet havde været i gang i en lille time, men konsekvenserne var allerede synlige.
Storskærmene, hvor der normalt kører reklamevideoer for Mærsk, var gået ud, og de ansatte vandrede hvileløst rundt og grinede nervøst til hinanden.

Det er nærmest som en katastrofefilm, hvor folk ikke aner, hvad der sker, for lige pludselig at blive ædt af en zombie, nåede Thomas Stampe at tænke, mens han bevægede sig op af vindeltrappen mod direktionens kontorer.

“Der er han!," råbte en kollega pludselig, da han fik øje på it-direktøren.

Hvad fanden regner I med, tænkte Thomas Stampe, der allerede nu var klar over, at det her ikke kunne fikses med et snuptag.

Mødet med Maersk Supply Services topchef, Steen Karstensen, udmøntede sig i en kort og præcis slagplan. Den første prioritet var at sikre, at ingen af selskabets medarbejdere eller kunder rundt omkring i verden kom i fare pga. det tekniske sammenbrud.

Dernæst at lokalisere problemerne og få genetableret en nogenlunde normale drift af virksomheden hurtigst muligt.

Thomas Stampe havde allerede ringet til en ekspert i it-infrastruktur fra sit netværk og bedt ham om at smide alt, han havde i hænderne og tage til Lyngby med alle de folk, han skulle bruge for at kaste sig over opgaven. Det næste blev at sikre it-medarbejderne arbejdsro.

Da alle arbejdstelefonerne og mailsystemet var sat ud af drift, spurtede Thomas Stampe og en håndfuld af hans tætteste medarbejdere rundt i kontorlandskabet og informerede folk om, at der var stormøde om fem minutter. Da alle var samlet, blev samtlige ansatte i Maersk Supply Service – med undtagelse af it-oprydningsholdet – sendt hjem.

Hovedkontoret var forvandlet til en spøgelsesby med undtagelse af et mødelokale i stueetagen, som Thomas Stampe havde lavet om til et war room, hvor virussen, der senere fik navnet NotPetya, skulle bekæmpes.


16 timers arbejdsdag

Den næste måned forvandlede sig til et arbejdsmaraton for at få systemerne op at køre igen.

Mens resten af Danmark holdt sommerferie, brugte Thomas Stampe og hans brandslukningshold hele juli i en mental og fysisk osteklokke hos Mærsk Supply Service. Arbejdsdagen startede kl. 6 om morgenen med et møde om, hvad it-kollegerne i Filippinerne, Indien og Brasilien havde nået i nattens løb, og sluttede først kl. 22.

Hver fjerde time mødtes Thomas Stampe med sine kolleger for at gøre status og sætte den næste målsætning. To eller tre gange om dagen mødtes han desuden med Steen Karstensen og resten af ledelsen i Maersk Supply Service for at opdatere dem.

Og når de andre endelig var gået hjem, skrev Thomas Stampe en besked rundt til samtlige ansatte i Maersk Supply Service om, hvor langt man var nået, og hvad der manglede.

“Jeg gjorde det for at undgå misforståelser. I en krise kommer der hurtigt mange rygter, og folk ser spøgelser. Det var ekstremt vigtigt for mig, at det, jeg kommunikerede ud til vores topchef, var det samme som til den yngste kadet på skibet.”

Situationen var ny for alle, og det tunge arbejdspres fik hurtigt konsekvenser. Derfor var it-direktøren også nødsaget til at tænke i alternative baner for at holde gejsten oppe.

“Der går ikke mange timer, før stressen sætter ind. Det gjorde det for alle, også mig. Nogle begyndte at blive røde op af halsen eller sidde og tromme med fingrene på bordet. Jeg skulle hele tiden holde øje med, om nogen var på grænsen, og i nogle tilfælde kom det dertil, hvor jeg sagde, nu tager du på ferie.”

“Derfor var det meget vigtigt for mig at finde ud af, hvordan vi kunne få lidt godt humør og fightervilje, når det var svært.”

En ting var det forplejningsmæssige. Der blev installeret slik- og sodavandsbar i det førnævnte mødelokale og hentet god mad udefra. Hver dag omkring kl. 16.30 blev alt arbejde desuden for en stund lagt til side, så alle kunne følge med i afslutningen på dagens etape af Tour de France.

Den måske vigtigste ingrediens viste sig imidlertid at være humor. Thomas Stampe brugte mange ledige stunder på at præfabrikere far-jokes, som kunne være med til at lette stemningen, når det virkelig brændte på. I dag er det fleste gået i glemslen, fordi “de virkelig ikke var sjove. Men i øjeblikket var de, og så griner man lidt af det.”

Slåskamp mod Mike Tyson

Efter godt fire uger begyndte det så småt at lysne i horisonten. Den kritiske fase var overstået, og forretningen var lige så småt kommet i omdrejninger igen.

En af de første dage i august fes Thomas Stampe rundt på hovedkontoret for at få de sidste detaljer på plads, før han selv kunne trække stikket og tage på ferie.

Da han langt om længe steg på toget mod Hillerød for at fortsætte rejsen mod først Gilleleje og senere Anholt mod familiens sommerhus i sin fars båd, var hans hoved ved at eksplodere.

“Jeg var så smadret, at du ikke drømmer om det. Jeg havde det som om, jeg havde løbet et maraton og været i bokseringen mod Mike Tyson. Næste morgen sejlede vi til Anholt, og der sad jeg oppe foran på skibet med en dundrende hovedpine og kiggede på vandet. De efterfølgende uger sov jeg en del og lavede så lidt som muligt.”

Han havde ingen anelse om, at hans tilværelse om kort tid ville blive ændret for altid.

2. del: Kræftpatient

Tilbage på Hillerød Hospital krammede Thomas Stampe sin kone, Brigitta, der ligesom hans far ikke kunne holde tårerne tilbage efter lægens dom. Selv var den 45-årige nyslåede kræftpatient i chok.

For to uger siden var han gået til lægen med det, han troede var en genstridig lyskeskade efter en fodboldkamp, og nu var han pludselig alvorligt syg. Hvordan kunne det ske?

Han følte sig sund og rask, kunne løbe 20 km uden at få sved på panden og spiste relativt sundt. Kræft er jo kun noget, man giver til gamle mennesker, der ryger 60 smøger om dagen og drikker en flaske vodka, eller mennesker, som gør rent på indersiden af en atomreaktor.

Det var først, da han satte sig ind i bilen, at tankemyldret startede: Fuck, jeg har kræft. Hvad fanden betyder det? Hvor syg er jeg, for det lød fandeme ikke godt, det lægen sagde. Hvad med børnene, hvad med arven? Hvem skal tage sig af min familie, hvis jeg dør?

“Jeg reagerede lidt på samme måde som ved hackerangrebet og tvang mig selv til at stoppe tankerne. Hvad ved jeg? Jeg ved, at jeg har kræft, ikke andet. Jeg skal finde ud af, hvad det betyder, have lagt en plan og kommunikeret det ud – vigtigst af alt til mine børn, når de kommer hjem fra skole kl. 15.”

Thomas og Brigitta Stampes børn, Malou på 12 og Benjamin på 15, var stille og havde blikkene slået ned i spisebordet, da de fik beskeden. Den yngste kiggede på sin far og spurgte, om kræft er det, man får kemo mod og bliver skaldet af. Jo, det er meget muligt, svarede Thomas Stampe.

“Så sagde hun: “Far, du er så tyndhåret og ved at blive skaldet, så det er der ikke nogen, der opdager alligevel.” Det lettede lige trykket, selvom det var en forsvarsmekanisme.”


En halv time efter, at børnene var forsvundet ind på deres værelser, kom Benjamin tilbage og spurgte sin far, om det var leverkræft, han havde fået konstateret.

“Ja, jeg har også kræft i leveren,” svarede Thomas Stampe.

“Så kom der en sky ned over hans ansigt. Jeg havde selv googlet Cancer.dk, så jeg vidste godt, hvad han havde været inde og læse. Jeg sagde til ham, at 1: Jeg har tarmkræft, som har spredt sig til leveren. 2: Du må ikke stole blindt på statistik, for det er ikke et endeligt resultat, det er en sandsynlighed.

Lægevidenskaben er nået enormt langt de seneste fem år, og derfor kan du ikke læse i en statistik, om jeg er i live om fem år. 3: Hvis du tager alle mennesker i verden, som har den samme sygdom som mig, kan jeg løbe hurtigere end dem, uanset om det er 5 km eller et maraton. Det var ren improvisation, men det var også for at sige til ham, at jeg ikke havde tænkt mig at lægge mig hen på sofaen for at dø.”

En ting var dog sikkert: På mindre end to måneder var Thomas Stampe blevet konfronteret med de to største kriser i både hans privat- og arbejdsliv. Ligesom dengang under hackerangrebet satte han sig nu ned og udarbejdede en plan for, hvordan han bedst muligt kunne håndtere opgaven.

Det vigtigste var børnene. Derfor aftalte han med Brigitta, at uanset hvad der skete, var Malou og Benjamin altid de første, der ville få besked.

Herefter skrev Thomas Stampe tre målsætninger for sygdomsforløbet ned:

1) Jeg vil være kræftfri, inden der er gået 12 måneder. Hvis ikke primær tumor og metastaser var fjernet inden 12 måneder, ville jeg ikke overleve.

2) Jeg vil leve længe nok til at opleve mine børnebørn.

3) Jeg vil have den samme fysik, som før jeg blev syg, frem for at blive skudt tilbage til fosterstadiet.

Kemo og kriser

Mange med den samme diagnose som Thomas Stampe ville formentlig tage sygeorlov fra arbejdet. Det stod dog hurtigt klart for Mærsk-chefen, at det at opretholde en form for normalitet i hverdagen var vigtigt for ham.

Derfor blev det rutine, at han den ene uge var i kemobehandling seks dage i træk for den næste uge at være tilbage på kontoret i Kgs. Lyngby, hvor han stod i spidsen for udarbejdelsen af et helt nyt it-setup for Maersk Supply Service.

Præcis som under hackerangrebet viste humor og dårlige jokes sig som et godt redskab, når han sad side om side med andre kræftpatienter på hospitalet og ventede på, at kemoen blev pumpet ind i deres krop, mens bivirkningerne langsomt men sikkert kom snigende.

Faktisk endte Thomas Stampe med at konkurrere med sig selv om, hvor mange smil han kunne lokke ud af sine medpatienter for at lette stemningen.

Hans erfaringer med at kommunikere bredt ud under cyberkrisen viste sig at være et nyttigt værktøj, når venner og kolleger spurgte ind til hans kræftsygdom. I stedet for at genfortælle den samme historie igen og igen, oprettede Thomas Stampe en YouTube-kanal, hvor han kom med opdateringer, hver gang der kom en nyhed.

En beslutning, der gav lidt mere ro i hverdagen, så han kunne koncentrere sig om det, der var vigtigt – at bekæmpe sygdommen og bruge tid med den nærmeste familie.

Imellem alt dette sørgede han trodsigt for at holde sig fysisk aktiv på daglig basis.

De følgende tre måneder var et helvede, hvor kemoen satte Thomas Stampes udholdenhed og fightervilje på prøve. Fysikken blev mærkbart forringet, og nogle dage rakte kræfterne efterhånden kun til at gå eller lunte små 100 meter i skoven tæt på familiens hus i Blovstrød.

Mange dage blev det blot til en kort spadseretur med Brigitta. Men motion skulle der til, også selvom han nogen gange pressede sig selv ud over kanten. Eksempelvis på en cykeltur, hvor han akkurat nåede at stå af sadlen, før han besvimede foran Blovstrød Kro.

Når bivirkningerne var mindst, sørgede han for at lægge små gaver ind til sig selv. Det kunne være alt fra en løbetur med en kammerat til at invitere de nærmeste venner over for at se en fodboldkamp – de små afhop fra den nye hverdag med smerter og medicin mindede til en forveksling om de halve timer med Tour de France og hyggesnak under oprydningsarbejdet efter hackerangrebet.


En brændende kniv

Da efterår blev til vinter, hvor svulsterne var skrumpet tilpas meget, blev Thomas Stampe i løbet af en meget kort periode omkring jul og nytår opereret hele fem gange. Den hyppige frekvens skyldets hovedsageligt, at der opstod komplikationer.

Især én episode står klart i hans erindringer. Efter tre operationer på få dage, heriblandt en tarmoperation, hvor den primære svulst blev skåret væk, gik der betændelse i maven.

Derfor måtte kirurgerne åbne ham igen og sætte en svamp og en maskine ind, der i de følgende 48 timer sugede betændelsen ud. I den tid kunne han kun ligge i en stilling, hvilket fik alvorlige konsekvenser, da han atter kom under kniven.

“Da jeg vågnede fra narkosen, føltes det som om, der var blevet stukket en brændende kniv i ryggen på mig. Selvom jeg havde en slange i munden, skreg jeg.

“Hav morfinen klar, vi har givet for lidt!” råbte en kvindestemme.”

Problemet var, at han var allergisk over for morfin, og erstatningspræparatet havde bivirkninger, der vel bedst kan betegnes som en dårligt syretrip. De få gange, han havde fået det, ramte tusindvis af billeder pandelappen, hver gang han lukkede øjnene.

Det var ikke ligefrem uhyggeligt, men kunne være alt fra tegneserieklip til en bekendt fordybet i en samtale med Barack Obama.

Trods de uudholdelige smerter ville han derfor for alt i verden undgå at få mere af den giftige smertelindring skudt ind i årene.

“Hvor mange smerter har du på en skala fra 1-10,” spurgte en mandlig sygeplejerske, der stod klar med sprøjten.

“Fem!” lød det prompte fra den nyopererede patient.

“Så skal du have mere, for de skal ned på tre.”

“Så er de på tre.”

“Du ligner én, der har voldsomme smerter. Jeg spørger dig igen om lidt.” Thomas Stampe fastholdt sit svar og måtte efterfølgende nøjes med panodiler.


En god og en ond papegøje

Selv beskriver Thomas Stampe kampen mod smerterne som et opgør mellem to papegøjer, der sad på hver sin skulder – én, der opfordrede ham til at lade være med at presse sig selv, og en der bad ham om at ignorere lysten til at give op.

“Når det virkelig gjorde ondt, betød det rigtig meget for mig, at jeg kunne sige til folk, at jeg lige kæmpede lidt mere. Når man har defineret sine målsætninger, er det nemmere at lytte til den gode end den dårlige papegøje.”

Undervejs talte Thomas Stampe med Brian Holm, der selv er tidligere kræftpatient. Som engageret sportsmand kunne han spejle sig i den tidligere professionelle cykelrytters kamp mod sygdommen. Brian Holm havde undervejs i forløbet opfundet mottoet – inden jeg har talt til fem … – som hjalp ham, når det var allersværest, og det tog Thomas Stampe til sig:

“Inden jeg har talt til fem, skal jeg ud af sengen. Ellers må jeg kalde på børnene og sige, at de ikke er værd at kæmpe for, og at jeg har givet op. Jeg kom altid videre, inden jeg havde talt til fem.”

Tilbagefald

Da Børsen møder Thomas Stampe i Kgs. Lyngby den sidste fredag i august, er han få dage fra at starte sin 44. uge i kemobehandling. I løbet af de seneste 24 måneder er han blevet raskmeldt tre gange for efterfølgende at blive diagnosticeret med cancer igen.

Senest omkring 1. juli år, hvor lægerne fandt en lymfeknude på ca. 20 millimeter, som ligger et dumt sted i leveren. Derfor står han over for en ny stor operation – hans ottende i alt – hvor hans ar på maven, der ligner et omvendt L, atter skal åbnes.

“Det er hårdt, og folk, der ligesom mig er kræftpatient, ved, at resultatet af den næste scanning er afgørende for, om du får tre måneder med fri leg, eller om du skal tilbage i behandling – og i værste fald får beskeden om, at der ikke er mere at gøre.”

Derfor lægger Stampe-familien ikke længere planer, der strækker sig længere end tre måneder ud i fremtiden. De ved af erfaring, at det er for hårdt mentalt at måtte aflyse ferier pga. sygdom.

“Men når jeg ikke fejler noget, giver vi den maks. gas og gør alt, der giver os glæde.”

Foruden sit job som it-direktør i Maersk Supply Service begyndte han for knap et år siden at holde foredrag om krisestyring med udgangspunkt i sine egne oplevelser med hackerangrebet og kræftsygdommen.

Derudover kan han nu kalde sig forfatter, da hans bog om samme emne “Inden jeg har talt til fem” netop er blevet udgivet. Alt overskuddet fra salget går til Børnecancerfonden.

“Jeg har en gang for alle sagt til mig selv, at jeg bestemmer, hvordan mine børn og kone vil huske mig, når jeg ikke er her mere. De skal fandeme ikke huske mig som en sur og gammel bitter mand. Det er nemmere sagt end gjort, men vi har alle forskellige forudsætninger.”

“I sidste ende er der kun en, der er ansvarlig for dit liv, og det er dig selv. Hvis du synes, det er nemmest at være sur, er det fint, men jeg tror ikke, mange har det godt med det. Hvis du lægger en plan og prioriterer det vigtigste i dit liv først, så hjælper det dig til at få en lille smule mere overskud. Jeg vil gerne have det sjovt og godt, selvom jeg har det fysisk dårligt.”