Lars Larsen til gazeller: Drop brok over banken

267124_16_9_large_388.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
02. okt 2013 KL.10:51
Dynekongen Lars Larsen måtte selv skrabe pengene sammen, da han bankede Jysk op i 1979. Derfor er hans råd til de mange gazeller i Tivoli Friheden i Aarhus, at de skal stoppe med at klynke over bankerne.

"Mange skyder skylden på bankerne, når de mangler finansiering. Jeg kunne heller ikke altid låne i banken tidligere. Har I behov for penge, så find nogle kolleger, venner eller andre du stoler på og drop banken," lyder det fra Lars Larsen i et interview med Børsens chefredaktør, Niels Lunde.

"Leverandørerne er lige så vigtige som bankerne, så få skabt noget tillid hos dem" Lars Larsen

Han fortæller også, at Jysks eventyr ikke havde været muligt uden kreditter fra leverandørerne.

"Jeg havde været i branchen i mange år, så leverandørerne stolede på mig og gav mig kredit på halve år. Leverandørerne er lige så vigtige som bankerne, så få skabt noget tillid hos dem," siger Lars Larsen.

Få en til at klare dine svagheder


Generelt peger den jyske dynekonge på, at det er en rigtig god ting, at gazellerne får flere mennesker ind i virksomhederne.

"Vi tror, vi kan det hele selv. Men det kan vi jo ikke, så find nogen, som kan noget andet end dig selv. Jeg fandt selv en mand, som kunne hjælpe mig med det økonomiske. Uddeleger det, I er svagest til, og og brug tiden på det, I er bedst til," siger 65-årige Lars Larsen.

På spørgsmålet fra Niels Lunde, om hvordan det er at drive virksomhed i Midtjylland, fik Lars Larsen sendt en lussing af sted mod butikker i centrum af Aarhus.

"Handelsstandsforeninger og butikkerne i midtbyen gider ikke lave noget - de lukker, når kunderne er der. Det er endnu ikke gået op for dem, at kunderne altid skal være i centrum, hvis man skal skabe en god forretning," lyder det fra Lars Larsen.