"Læg ikke din første arbejdsdag en mandag"

308478_16_9_large_404.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
05. aug 2015 KL.14:06
Mandag morgen kan være hård efter en almindelig weekend - og hvis en mandagsopstart efter en lang ferie lyder helt uoverskuelig, så drop det.

Sådan lyder rådet fra Line Ullmann, der underviser og rådgiver i effektive arbejdsvaner.

"Læg ikke din første arbejdsdag en mandag. Det kan være en fordel at lægge den en onsdag, hvis man synes, det er hårdt at skulle tilbage på arbejde efter en ferie," siger hun.

Derudover minder hun om, at tanken om at ferien er slut og at arbejdet kalder ofte er værre end det at komme tilbage og i gang.

Hurtigt klar efter kold start

"Første arbejdsdag efter ferien kan være som at hoppe i en pool. Det er iskoldt og ubehageligt, men man vænner sig hurtigt til det," siger hun.

Overordnet mener hun, at en lang ferie er god og sund, fordi vi kommer langt ned i gear, men det betyder også et kæmpe skifte, når man vender tilbage.

Line Ullmann mener ikke, at man som medarbejder er fuldt funktionsdygtig før efter et par dage og opfordrer til, at chefen ikke ligger de vigtigste møder og hårdeste deadlines dag et, men giver plads til at medarbejderen kan danne sig et overblik og nå igennem indbakken.

Frygt ikke en uges stilstand

"Som chef skal man ikke frygte, at der går en uge, før folk begynder at bestille noget. Man kan se det som en fordel, at lade folk starte på en frisk og lade dem danne sig et overblik, før de får travlt med hverdagen igen," siger hun.

Hun tillader et enkelt udbrud, hvor man sætter ord på sin frustration over, at ferien er slut, men hun understreger, at det ikke er konstruktivt at blive ved med at tale om det.