Kasi-Jesper lægger Ekstra Bladet på is

236871_16_9_large_517.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
11. jul 2012 KL.13:10
Ekstra Bladets journalister kan fremover godt spare sig, hvis de vil have en kommentar fra rigmanden Jesper "Kasi" Nielsen eller den storsatsende håndboldklub AG København.

For en række kritiske artikler, der har gravet i Jesper Nielsens og AG Københavns økonomi, udløser nu et boykot af avisen.

"AG København ønsker ikke at deltage i hverken Ekstra Bladets eller journalistens kampagner. Vi vil derfor fravige et ellers nagelfast princip om åbenhed, som de fleste medier og især Ekstra Bladet, der har været med bag kulisserne stort set alle steder, har nyt godt af," skriver håndboldklubben i en pressemeddelelse.

Dårligt regnskab

Ekstra Bladet har de sidste par dage bragt artikler, der betegner de økonomiske forhold i håndboldklubben og i rigmandens egen pengetank som kritiske.

Men ifølge hovedpersonen selv rammer avisens journalist helt ved siden af.

"Jeg ved ikke, hvad det er for et regnskab, han (Ekstra Bladets journalist, red.) skulle have set. Der findes ikke noget regnskab for 2012/13 endnu, men jeg kan da sige, at klubben er i god stand både sportsligt og økonomisk," siger Jesper Nielsen til epn.dk.

Træt af hetz

Jesper Nielsen har siden 2006, hvor han som ejer af Kasi-Group gik ind som storsponsor i den kriseramte fodboldklub Brøndby IF, optrådt hyppigt i medierne.

Således har han også været i vælten omkring sit engagement i smykkefirmaet Pandora, der har oplevet store kursudsving efter sin børsnotering.

Det får ham nu til at sende en appel til medierne.

"Først er det Pandora, der er ad helvede til, og så er det åbenbart AG København, der er ad helvede til, men på et eller andet tidspunkt må medierne spørge sig selv: Hvor meget hetz kan den mand holde til?," siger Jesper Nielsen.