Journalister bag Panama-lækket er inspireret af erhvervslivet

322541_16_9_large_199.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
06. apr 2016 KL.20:38
Panama Papers har i forbindelse med afsløring af dokumenterne fra advokatfirmaet Mossack Fonseca haft et stort netværk med hundredevis af journalister til at sprede budskabet.

Grunden til, at det internationale netværket for journalister, ICIJ kan fungere, er, at de er inspireret af den arbejdsmetode, som bruges i erhverslivet.

Det fortæller Brigitte Alfter, forfatter til bogen 'Journalister over grænser' og redaktør ved Journalismfund.eu - en belgisk fond der støtter innovativ journalistik i Europa og har fokus på journalistik over landegrænser.

"Netværket skal tilpasse sig den enkelte opgave. Der kan vi som journalister se på erhvervslivet, som har en mangeårig erfaring med den slags netværk – både i praksis og internt i koncerner," fortæller Brigitte Alfter.

Netværket har i samarbejdet om Panama Papers 376 journalister tilknyttet datasættet om disse historier. Her har der været to journalister fra Danmark - nemlig Søren Kristensen fra DR og John Hansen fra Politiken.

Det administrative arbejde i ICIJ

Det er den tyske avis Süddendeutsche Zeitung, som i år 2015 fik afleveret den store mængde data fra en anonym kilde. Efterfølgende har ICIJ lavet det store dataset søgebart, så de 376 journalister, som er en del af netværket, kunne finde frem til de dokumenter, som er relevante for deres land.

"De får et dataset fra et sted, og så arbejder de med det læk, som er råmateriale. Det bliver så analyseret, struktureret og gjort klar til, at journalister kan bruge det. For journalister er jo ikke dataanalytiker. Der er altså nogle oplysninger, som bliver gjort klar til, at journalister kan bruge dem, og så vil en dansk journalist tage de danske vinkler, en tysk tage de tyske vinkler osv. Så der bliver udviklet vinkler efter den målgruppe, et medie har," fortæller Brigitte Alfter.

Emnet gør den internationale interesse central

Netop emnet skattely gør ifølge den danske journalister i netværket Søren Kristensen, journalist ved DR Dokumentar, den internationale interesse stor.

"Det er et globalt problem med skattely. Det er ikke noget, der er isoleret til Panama, Luxembourg eller Schweitz. Derfor passer det godt til global journalistik," fortæller Søren Kristensen.

Han mener, at det ikke ville have været muligt at lave sådan en global historie, hvis ikke netværket var lavet, og at det tyske dagblad havde opfattet, at historien var relevant for journalister i andre lande.

"Vi vil jo slet ikke kunne lave den kæmpe vifte af historier, som kører lige nu i næsten alle lande. Det ville vi jo ikke have mulighed for, og det er jo samme tankegang, som jeg går ud fra, at Süddeutsche Zeitung har tænkt, da de fik tippet. De kunne godt se, at det her er stort, og at det kunne vi godt selv lave gode historier om, men vi kan ikke lave den verdensomspændende historie om det her skattelyproblem," fortæller Søren Kristensen.

Søren Kristensen har været en del af netværket i tre år, og han har i den tid oplevet, at netværket kun er blevet større. #panamapapers er den største sag, han har været med til at dække i ICIJ

Samarbejdet om den store datamængde

Det gode samarbejde gør ifølge Søren Kristensen sig gældende, da de er med til at dele historierne. F.eks. har Søren Kristensen delt historier med de svenske og finske journalister om Nordea, som i hele Panama-lækagen fik en central rolle, da det er en nordisk bank, der har samarbejdet med Mossack Fonseca om oprettelse af selskaber.

"Selvom vi er 376 individer og egoister, så skal vi udkomme sammen og tage hensyn til hinanden," fortæller Søren Kristensen.

Det kan Brigitte Alfter nikke genkendende til.

"Den anden pointe ved cross boarder-journalistik er, at vi kan slå kræfterne sammen om at researche, men vi har også en unik kompetence ift. vores målgruppe," fortæller hun, og fortsætter:

"John Hansen på Politiken og Søren Kristensen på Danmarks Radio kender deres målgruppe og ved, hvilke historier de kan trække ud af det data og fortælle i en dansk kontekst. Det har man jo ikke, hvis man sidder i München og får sådan et stort læk."