Information og Ekstra Bladet deler Cavlingprisen

Generelt
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:07
Journalisterne Charlotte Aagaard og Jørgen Steen Nielsen, Information, og Bo Elkjær, Ekstra Bladet, deler dette års Cavlingpris.

Prisen gives for en række artikler, som satte kritiske spørgsmålstegn ved grundlaget for Danmarks deltagelse i krigen i Irak.

Komiteen, der uddeler prisen, hæfter sig ved, at de tre journalister, som det hedder i begrundelsen, "med solid argumentation har rejst alvorlig tvivl om begrundelserne for det danske engagement i Irak."

Endvidere roses de for at gå mod strømmen, "dér hvor de fleste andre journalister og medier ukritisk accepterede de officielle begrundelser og beslutningstagernes argumenter."

Komiteen, som er nedsat af Dansk Journalistforbund, fastslår, at de tre journalisters arbejde understreger nødvendigheden af uafhængig, skeptisk og grundig journalistik.

Prisen er på 20.000 kr. og følges af en Cavling-statuette til hver prismodtager.

/ritzau/