Galmond-kontor i opløsning

Generelt
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:10
Den skandaleombruste danske advokat og forretningsmand, Jeffrey Galmond, er tæt på helt at overdrage sine københavnske advokatforretninger til sin partner Claus Abildstrøm, erfarer dagbladet Børsen.

I dag er advokatkontoret J.P.Galmond & Co. med hovedkontor på H.C. Andersens Boulevard i København meget aktiv på især det russiske marked, hvor selskabet har hjulpet en lang række danske virksomheder med alt lige fra lempelig skattebehandling til virksomhedsoverdragelse.

Men ifølge dagbladet Børsens oplysninger bliver der nu lagt op til, at de kunder, Galmond-kontoret betjener på det danske marked – udenlandske såvel som danske – skal sendes i armene på partner Claus Abildstrøm.

Galmond-advokaterne i København betjener blandt andet en række islandske klienter, der hører til blandt de absolut rigeste islandske opkøbere herhjemme.

Foruden Islands rigeste mand, Thor Björgolfsson, har Galmond-kontoret siden 2002 udvidet sin islandske kundekreds til nu at omfatte blandt andre køberne af Illum, Magasin Du Nord, Merlin og Property Group.

Hverken Claus Abildstrøm eller Jeffrey Galmond har haft lyst til at kommentere oplysningerne i denne artikel.