Film i skyen udfordrer videobiksen

Generelt
Eksklusivt for kunder
07. feb 2011 KL.14:48

Streaming af video fra skyen vokser kraftigt i USA og truer den fysiske udlejning af film på dvd-skiver. Blockbuster erkender, at samme udvikling er på vej i Danmark.

Gå en tur i en hvilken som helst gennemsnitslig amerikansk by, og du vil opleve at gadebilledet har ændret sig. Videoudlejningsbutikkerne står tomme og venter bare på at blive erstattet med noget andet.

Udviklingen har taget fart – især over de sidste år, hvor store, amerikanske videoudlejningskæder som Blockbuster og Hollywood Video er blevet udkonkurreret.

Først af dvd-udlejningstjenester som Netflix, der lader dig bestille film online og som du efterfølgende får leveret med posten, og udlejningsautomater som Redbox der står udenfor stort set ethvert supermarked, men i stigende grad også af digitale tilbud, hvor film og tv-serier streames hjem i stuen via internetforbindelsen.

Blockbuster til tælling

Sidste år gik Blockbuster i betalingsstandsning i USA under stor mediebevågenhed, og kæden har over de sidste par år lukket over 1300 amerikanske butikker.

Forbrugernes vaner har ændret sig på en måde, der gør den fysiske videoudlejningsbutik mindre og mindre relevant.

Det er ikke længere nok at tilbyde film fra en butik nede ad vejen, når forbrugeren i stedet kan bestille filmene fra hjemmet. I første omgang blev fysiske dvd-skiver leveret med posten, men sidenhen har online-video taget fart, hvor filmene streames fra skyen.

21 millioner amerikanere lejer film via nettet

Netflix er ubestridt størst i USA, og har i dag over 21 millioner abonnenter.

Tjenesten tilføjede 7,7 mio. nye abonnenter i 2010, og over 60 pct. af Netflix-brugerne har nu streamet online-indhold til deres computer eller andre internetforbundne enheder.

Tidligere var online-video et tilbud, der fulgte med dvd-udlejningen, men nu har Netflix et abonnement til online-streaming for otte dollars om måneden.

Sidste år udvidede Netflix til Canada, og lige inden nytår gjorde firmaet det klart, at man nu har et internationalt udsyn.

”Vi er meget tilfredse med modtagelsen i Canada og … baseret på den tidlige succes med Netflix.ca, så vil vi fortsætte vores internationale ekspansion næste år, og vi vil allokere betydelige mængder dollars til det,” sagde firmaets talsperson Steve Swasey.

Også til Playstation

I USA er det nu muligt at streame film fra Netflix til stort set al nyere forbrugerelektronik, blot udstyret har en forbindelse til nettet.

Det inkluderer spillekonsoller som Xbox 360, PlayStation 3 og Nintendo Wii, men også Apples nye TV-boks til stuen og næsten alle nyere fladskærme og Blu-ray-afspillere.

På den netop overståede CES-messe i Las Vegas var det svært at opdrive et flad-tv, der ikke kunne streame indhold fra nettet, og stort set alle amerikanske modeller virker med Netflix eller konkurrerende tjenester som Amazon OnDemand eller Hulu.

Dertil kommer, at du kan streame video til nye håndholdte enheder som iPhone og iPad.

Netflix’ store popularitet i USA skyldes ikke kun nem og bekvem levering af film direkte til hjemmet, firmaet har også investeret store ressourcer i at analysere forbrugernes adfærd, så man kan tilbyde film og tv-udsendelser, der matcher den enkelte abonnements smag og behag.

Disse algoritmer er normen i dag, og vi danskere støder eksempelvis ind i dem, når vi handler på Amazon.com eller Amazon.co.uk, men Netflix var tidligt ude af døren, og forbrugerne oplever tilbuddet som en stærk forbedring af filmoplevelsen.

Ikke samme lave priser i Danmark

Direktør for Blockbuster i Danmark, Søren Heilmann, erkender, at de danske videoudlejningsbutikker bliver udsat for øget konkurrence, men dog ikke i samme grad som i USA.

”En væsentlig årsag til at det går hurtigere i USA er, at de har noget, der hedder first-sale doctrine (en begrænsning af ophavsretten, red.). Hvis Wal-Mart har et produkt til salg, så kan du købe det og gøre med det hvad du vil – sælge det videre eller leje det ud,” forklarer Søren Heilmann.

”Det har sat gang i den billige udlejningsmodel og gennemsnitsprisen er kommet meget langt ned.”

Søren Heilmann påpeger, at langt størstedelen af Netflix’ marked stadig kommer fra de fysiske dvd-skiver, der sendes med posten. I USA er omkring 7 pct. af totalmarkedet nu online-video, mens det herhjemme blot er to til tre procent.

Savner kvalitet

Det skyldes ikke mindst, at Danmark er et lille marked, hvor det traditionelt er svært at sikre sig de nødvendige digitale rettigheder, men også at tilbuddene herhjemme simpelthen ikke er af særlig høj kvalitet og godt nok integreret i den forbrugerelektronik, du kan hive ned af hylderne herhjemme.

”Blockbuster tilbyder en virkelig imponerende cloud-løsning i USA, hvor der kan streames film til alle mulige forskellige internetopkoblede enheder, og det kribler selvfølgelig i fingrene for at kunne tilbyde det samme i Danmark,” siger Søren Heilmann.

Det vil dog ikke blive lige så billigt som på den anden side af Atlanterhavet. Studierne har ikke interesse i at gå fra en købstransaktion til en lejemodel, forklarer Heilmann. ”Man vil ikke se samme prisfald på udlejning, simpelthen fordi studierne tager en større bid af kagen,” siger han

Kæmpe vækst i online-video

Når det er sagt, så er Blockbuster-direktøren helt klar over at digital distribution er vejen frem, og han forventer en markant vækst over de næste par år. Han vil sige noget om tidshorisonten for, hvornår Blockbuster Danmark vil tilbyde online-udlejning, men fortæller at man er godt forberedt.

”Lige så snart der er en afklaring om ejerforholdet i USA, så kan vi komme ud over stepperne. Når først der bliver trykket på knappen, så kan det gå rigtig stærkt.”

Markedet for film i Danmark er stort, på cirka 1,2 milliarder kroner, og sidste år stod online-film kun for 30 millioner, så potentialet er enormt.

Yousee på trapperne

Der er forlydender om, at YouSee til marts vil tilbyde online-streaming af film, også til kunder der ikke har en TV-pakke, og at tjenesten vil komme som app på internetforbundne flad-tv.

Samtidig har Amazon har netop købt engelske Lovefilm, der fungerer som en europæisk pendant til Netflix. Lovefilm har afdelinger i Danmark, Norge, Sverige og Tyskland, og det forventes at Amazon vil bruge lovefilm som base for ekspansion af online-streaming i Europa.

Overtagelsen skal ses i lyset af, at Amazon og Netflix er konkurrenter på det amerikanske marked, og udmeldingen fra Netflix om, at man har internationale ambitioner.

Søren Heilmann mener dog ikke, at Blockbuster vil forsvinde fra gadebilledet i Danmark, som man har set det i USA. ”Uanset hvad, så vil der være et marked for de kunder, der ikke vil leje digitalt. Der er stor forskel på de amerikanske og danske butikker. Herhjemme har vi eksempelvis større salgsomsætning end udlejningsomsætning.”

Han påpeger, at man har brugt de sidste fem år på en udvikling, hvor butikkerne skal andet end bare leje film og sælge spil, og at det i dag er et krav, at specialbutikker konstant fornyr sig og løbende udvikler sig med markedet.


//Links
Blockbuster On Demand http://www.blockbuster.com/download/ondemand101

Lovefilm http://www.lovefilm.dk

Netflix http://www.netflix.com