FDB køber Coop Danmark tilbage

Generelt
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:10
Det skandinaviske detail-fællesskab gik ikke. Og i takt med skilsmissen i Coop Norden, køber ejerforeningen bag Coop Danmark, FDB nu det danske Coop-stykke tilbage - men fortsætter indkøbssamarbejdet med sine skandinaviske detailbrødre.

Meldingen om, at FDB atter overtager samtlige aktier i Coop Danmark i forbindelse med opløsningen af Coop Norden AB, kommer fra Konkurrencestyrelsen, hvor Konkurrencerådet skal godkende tilbagekøbet iht. lovens bestemmelser om fusionskontrol.

"Tilbagekøbet sker i forbindelse med opløsningen af Coop Norden AB, som indebærer, at de nationale detailvirksomheder ejet af Coop Norden AB (Coop Sverige AB, Coop Norge AS og Coop Danmark A/S) tilbageføres til de respektive kooperative ejerforeninger i Sverige, Norge og Danmark," skriver Konkurrencestyrelsen i en offentliggørelse fredag.

Køber ind sammen

Her fremgår det videre, at detailvirksomhederne fortsat vil have et fælles indkøbssamarbejde, idet Coop Norden AB’s hidtidige datterselskab, Coop Trading A/S, der varetager de fælles indkøbsaktiviteter, i forbindelse med opløsningen af Coop Norden bliver ligeligt ejet af de nationale detailvirksomheder.

Der er 1,6 mio. medlemmer i ejerforeningen bag Coop Danmark, der er aktiv på markederne for indkøb, engros- og detailsalg af dagligvarer og specialvarer i Danmark.