Ericsson overtager TDC's mobilnet

Generelt
Eksklusivt for kunder
07. feb 2008 KL.10:23
opdateret 11.15 - TDC og Ericsson har i dag indgået en strategisk partnerskabsaftale, som bl.a. sikrer, at TDC kan tilbyde mobilt bredbånd til 99 procent af alle danskere i løbet af 2010.

Det oplyser TDC i en pressemeddelelse torsdag, efter at rygterne har svirret hele formiddagen.

"Det er første gang i Norden, at et teleselskab med TDC’s markedsposition indgår en partnerskabsaftale, som er så vidtgående, at én leverandør skal stå for både drift, vedligeholdelse og udbygning af mobilnettet," siger TDC’s adm. direktør og koncernchef, Jens Alder i meddelelsen.

"Det sætter en helt ny standard for måden at drive mobilnet på i fremtiden og vil gøre TDC i stand til at øge afstanden til de øvrige konkurrenter på markedet," fortsætter han.

TDC og Ericsson indgår i et samarbejde, hvor TDC stadig ejer nettet og varetager den strategiske planlægning, mens Ericsson står for selve driften.
Det betyder, at 220 medarbejdere skal flytte med over til Ericsson, når aftalen træder i kraft 1. marts 2008.

Ericsson satser på driften

Svenske Ericsson, der er verdens største producent af mobil netværk, har i mange år haft lignende aftaler for mobil-operatører i lande som USA, Indien og Holland.

Koncernen, der for nylig fremlagde et meget skuffende årsregnskab for 2007, udvider nu med TDC-aftalen kerneforretningen som leverandør af mobil-isenkram i retning mod at være en servicevirksomhed - i samme stil som f.eks. IBM har gjort.

Det mener teleanalytiker John Strand, som derfor vurderer, at det er den helt rigtige beslutning for begge virksomheder.

"Ericsson har stor erfaring med at drive den slags forretning, og samtidig har det den fordel, at det er første gang i Europa, at en gammel national operatør outsourcer driften, og derved kan TDC blive en showcase for Ericsson, når de skal overbevise andre operatører om at gøre det samme," siger John Strand til borsen.dk.

Outsourcing den rigtige vej for TDC

John Strand vurderer, at det er den helt rigtige vej at gå for TDC, og påpeger, at de operatører, som har haft den største økonomiske fremgang de sidste fem år, er dem, som har været mest aggressive på outsourcing, f.eks. Base i Belgien og E-plus i Tyskland.

"Der er ingen tvivl om, at det er vejen frem, så TDC kan koncentrere sig om at sælge ydelser frem for at drive netværk. Ericsson ved mere om at drive netværk end TDC gør, fordi det ikke er TDC's kerneforretning. TDC-medarbejderne har kun prøvet at drive TDC's mobilnet, men Ericsson har prøvet at drive mobilnet over hele verden," siger John Strand.