Danisco-direktør leverer varer i privat bil i Kairo

253997_16_9_large_375.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
14. mar 2013 KL. 7:17

Danisco i Egypten sender masser af varer til sine kunder i Kairo-området i økonomimandens privatbil.

Når det handler om de dyre ingredienser og kulturer, som selv de største kunder i fødevareindustrien kun bruger små mængder af, så sker det jævnligt, at de små æsker eller flasker proppes i køletasker med is, puttes i bagagerummet eller på bagsædet af bilen og køres ud til kunden som en lidt mere personlig leverance end hvis produkterne var kommet i en papkasse med en hvilken som helst anonym fragtmand.

Det samme sker, hvis en kunde bare skal bruge nogle få sække af et særligt produkt. Og det er selvfølgelig fordi det er mest praktisk og billigst på dén måde.

Læs også: Danisco fordoblet trods egyptisk uro

Udover et stort lager i Aleksandria, hvor de store produktmængder og standardvarer opbevares, så har verdensfirmaet Duponts egyptiske selskab, Danisco Egypt Trading LLC, et lille lager i to kælderum under kontoret i en boligblok i Kairo. I det ene rum står sække og papkasser i stabler på paller – i det andet står otte store, hvide og let skrammede kummefrysere af den slags som også findes i masser af danske parcelhuse.

Dyre ingredienser

Og uanset om de er opbevaret ved almindelig kældertemperatur eller på frost, så er der typisk tale om dyre ingredienser, der ofte er specialfremstillet til hver enkelt nøglekundes behov, så f. eks. en yoghurt får en bestemt konsistens

”Hver af de største kunder – det store egyptiske mejeri Juhayna, Danones egyptiske fabrik osv. - har sin egen fryser med sine særlige produktvarianter. Når de skal bruge dem, så leverer vi hurtigt. Enten selv, med fragtmand eller sågar med taxa. På denne måde undgår vi at have mange af disse værdifulde produkter, som måske koster 2500 euro pr. kilo, stående på et centrallager. Vi får tingene ind med fragt til lufthavnen lige her tæt ved,” griner direktør Hasham Nassar og peger over skulderen.

I alt har Danisco Egypt flere hundrede større og mindre kunder. Omkring 85 af de største, vigtigste og dem med størst potentiale distribuerer selskabet selv til med eksterne transportører eller økonomimandens bil, mens resten betjenes med lokale distributører.