Cosmopolitan skriver om sex for danske kvinder

Generelt
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:09
Det internationale magasin Cosmopolitan udkommer for første gang på dansk i dag. Magasinet er fyldt med sex, for det er, hvad målgruppen af kvinder sidst i 20’erne vil have, siger chefredaktør Julia Lahme. Det skriver gratisavisen Dato.

"Vores læser er optaget af mænd, hun interesserer sig for sig selv, og hun er ikke bange for at fest igennem på en onsdag," siger Julia Lahme til Dato.

Det glittede Cosmopolitan har siden en storstilet relancering i 1965 skrevet tæt om sex. I dag udkommer magasinet på 32 sprog i mere end 100 lande og har 18 mio. læsere.

Den danske udgiver er forlaget Benjamin, der i forvejen står for en række magasinudgivelser, blandt Woman, Costume og Arena.

"Cosmopolitan er på mange måder et interessant blad. Det er ikke bare verdens største livsstilsmagasin til kvinder, men er også forbillede og pioner for alle andre magasiner til kvinder. Cosmopolitan var det første blad, som turde tale direkte til kvinderne om forholdet til kæresten, kroppen og karrieren," siger Benjamins udgiver Johnny Laursen.

"Vi mener, at der er plads til en spiller mere på markedet. Med Woman har vi allerede bevist, at de danske kvinder har behov for et magasin, der skriver, hvad kvinder tænker," siger Johnny Laursen.

Cosmopolitan vil have fat i 30.000 læsere og første oplag udkommer i 70.000 eksemplarer.