Carlsberg køber Coca Cola Tapperierne

Generelt
Eksklusivt for kunder
20. jun 2010 KL.18:06

Konkurrencestyrelsen godkendte onsdag, at Carlsberg Breweries køber Coca-Cola Tapperierne A/S i Danmark. Tapperierne var tidligere ejet af Coca-Cola Nordic Beverages a/s (CCNB), og med den danske godkendelse er opdelingen af CCNB på plads, og selskabet vil blive afviklet i løbet af næste år.
Carlsberg kom i klemme med hensyn til Coca-Cola, da det danske bryggeri blev lagt sammen med den norske koncern, Orkla, sidste år. Derfor skulle Carlsberg af med en del af Coca-Cola for at undgå monopollignende tilstande på det nordiske marked.
Carlsberg indgik i februar en aftale med Coca-Cola, der betød, at Coca-Cola overtager aktiviteterne i Norge og Sverige, mens Carlsberg overtager aktiviteterne i Danmark og Finland.
Carlsberg Danmark A/S, et datterselskab af Carlsberg Breweries A/S, er ved at se, om man kan finde besparelser, nu da de nye tapperier indgår i selskabet. Carlsberg forventer stordriftsfordele i størrelsesordenen 60–70 mio. kr.
/ritzau/