Bøger: Twitter - tidsrøver eller profitcenter?

Generelt
Eksklusivt for kunder
03. mar 2010 KL. 9:50
For mange vil "Tjen på Twitter" være old news. For nogen decideret banal. Men for den gennemsnitlige bruger af sociale medier, som sikkert har profiler på facebook og linkedin og muligvis er koblet på Plaxo, er "Tjen på Twitter" en let tilgængelig og hurtigt læst introduktion.

Bedømmelse:




Nærværende anmelder tilhører sidstnævnte gruppe og så anmeldereksemplaret af bogen som en god mulighed for at få et indblik i Twitter-universet.

Dette ikke mindst, da bogen henvender sig til den ikke så teknisk anlagte – hvilket i sig selv gør anmelderen til en del af målgruppen.

For er der hold i, at man kan tjene på Twitter, så er det vel med at spidse ører? Og måske få punkteret fordommen om Twitter som det sociale netværk, der accelererer de mest selviscenesættende og navlebeskuende elementer i facebook?

De fleste med en erfaringsbase på et par hundrede facebook venner og opefter ved, hvad jeg taler om…

Simpel onlinekommunikation

Kort formuleret er Twitter onlinekommunikation. Efter oprettelse af en profil kan man (med højst 140 tegn) skrive såkaldte tweets fra PC’en eller mobilen.

Al kommunikation har afsendere og modtagere. Centralt i Twitter universet er de ’fulgte’ og ’følgesvendene’. De fulgte (following) er dem hvis indlæg, du gerne selv vil læse. Og følgesvendene (followers), der er de profiler, der følger dig.

Der bliver skrevet millioner af tweets hver dag. Bogen giver en introduktion til det system af såkaldte ’tags’ der gør, at brugerne kan finde det de leder efter uden at skulle grave sig igennem kilometervis af tilfældig tekst.

Twitter og din virksomhed

Twitter er således en slags hybrid mellem instant messaging og blogs. Det er ikke instant messaging, da ’publikum’ ikke behøver at læse tweets’ene, så snart de er skrevet. Og Twitter er ikke det samme som at blogge: 140 tegn sætter sine begrænsninger.

Men Twitter har et væsentligt ”live” element. Det vistnok klassiske eksempel, som også er med i bogen, er fortællingen om, at der længe før pressen og fotografer fangede ulykken, var tweets fra det US Airways fly, der sidste år nødlandede i Hudson floden i New York.

Som facebook-bruger er det endvidere væsentlig at gøre sig klart, at modsat facebook, så kan man i Twitter-universet ikke beskytte sig ved kun at give ”venner” adgang til sin profil. Alle indlæg/tweets er offentlige. Facebook er folk du engang har kendt. Twitter er folk du gerne vil kende.

Mulighed for dialog

Al kommunikation går to veje. Hvis du vælger aktivt at gøre Twitter til en del af din virksomheds onlinestrategi, er Twitter en kanal til at vide, hvad andre har at sige om dit produkt/ydelse. Og du har mulighed for dialog.

Hvor Google er den primære kilde til at dirigere folk hen til dine sider på internettet, er Twitter kilden til samtaler om dig, din virksomhed, dine produkter og brand.

Hvor søgeresultaterne på Google opbygges maskinelt af en algoritme, skabes Twitters søgeresultater af mennesker. Med de fordele og ulemper dette giver.

Bogen anviser på en overskuelig måde hvilke værktøjer du kan gøre anvendelse af i dit Online Reputation Management (ORM). ORM er i sig selv et fantastisk begreb. Og bogen går videre med introduktion til sammenhængen mellem Twitter og søgemaskineoptimering og diverse Twitter-applikationer.

Tjen på Twitter kan anbefales. En halv time i selskab med denne bog, og du har et første grundlæggende fundament for arbejdet med Twitter i din virksomheds online strategi.

Men husk: Har du først oprettet din tilstedeværelse på Twitter er der ingen vej tilbage. Du åbner en kommunikationskanal til dine kunder og øvrige stakeholders.

Jon Smith & José Ilinares: Tjen på Twitter – Markedsføring med 140 tegn
4 stjerner af 6
Titel: Tjen på Twitter
Forfattere: Jon Smith & José Iliares
Forlag: Gyldendal Business


Lars Ramme Nielsen er Cand.scient.pol og salgs- og marketingchef i Wonderful Copenhagen. Her arbejder han med at sælge og promovere København som destination for firmamøder, konferencer og technical visits. Lars er i bestyrelsen for foreningen Meetingdata og President Elect i Meetings Professional International (MPI).