Børsens chefredaktør bliver direktør for Berlingske Media

346156_16_9_large_496.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
01. jun 2017 KL.16:40

De seneste ugers spekulationer om direktørposten på Berlingske Media kan nu stoppe med udmeldingen om, at Anders Krab-Johansen fra Børsen overtager Mette Maix’ job.

Anders Krab-Johansen, chefredaktør og adm. direktør på dagbladet Børsen, har sagt sit job op og skifter til Berlingske Media, hvor han skal være adm. direktør for den belgisk-ejede medievirksomhed.

I en pressemeddelelse skriver den svenske mediekoncern Bonnier, der ejer aktiemajoriteten af Børsen, at kommerciel direktør Allan Hansen midlertidigt overtager ansvaret som adm. direktør på Børsen og som bestyrelsesformand for Børsen Associated Media A/S, mens nyhedschef Jørgen Andresen bliver midlertidigt ansvarshavende redaktør.

De øvrige medlemmer af direktionen på Dagbladet Børsen A/S, økonomidirketør Lars Schmidt, og redaktionel udviklingsdirektør Louise Stenbjerre, fortsætter i deres nuværende roller.

For tre uger siden blev adm. direktør på Berlingske Media, Mette Maix, rygtet til Flying Tiger Copenhagen, der står uden topchef. Den historie afviste bestyrelsesformand for Berlingske Media Kim Graven-Nielsen.

Men nu er Maix’ afgang fra Berlingske Media altså en realitet med ankomsten af Anders Krab-Johansen, der har været chefredaktør for erhvervsavisen i Møntergade i det Indre København siden 2011, hvor han tog over efter Leif Beck Fallesen.

"Anders har været en stærk leder både på den redaktionelle del og på den kommercielle og finansielle del i sin tid på Børsen og har bidraget signifikant til Børsens succes, redaktionelt og har skabt flotte økonomiske resultater," siger Karmo Kaas-Lutsberg, chef for Bonniers Business to Business forretningsområde, hvilket Børsen er den del af.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at processen med at finde en permanent afløser starter med det samme.

De kommende uger samarbejder Anders Krab-Johansen med Allan Hansen og den øvrige direktion om at overdrage forretningen til de nye folk.

Svenske Bonnier har gennem mange år ejet dagbladet Børsen i Danmark, men solgte i en handel i starten af året 49,9 pct. af aktierne til J/P Politikens Hus A/S. Udover ejerskabet af dagbladet Børsen ejer Bonnier og JP/Politikens Hus også Børsen Associated Media A/S.