USA mistænker Syrien for nyt angreb med kemiske våben
USA mistænker syriske regeringsstyrker for at have anvendt kemiske våben under et angreb mod oprørere i den nordvestlige del af Syrien. Arkivfoto af Syriens præsident, Bashar al-Assad.
Foto: -/Ritzau Scanpix
Generelt Af
USA mistænker syriske regeringsstyrker for søndag at have udført et angreb med kemiske våben mod oprørere i Idlib-provinsen.

Det fremgår af en erklæring fra USA's udenrigsministerium tirsdag.

"Desværre ser vi tegn på, at Assads regime (Syriens præsident, red.) måske har genoptaget dets brug af kemiske våben, deriblandt angiveligt et klorinangreb i det nordvestlige Syrien om morgenen 19. maj," udtaler Morgan Ortagus, talskvinde for ministeriet, i meddelelsen.

I erklæringen bliver Bashar al-Assad advaret om konsekvenserne, hvis mistanken om kemisk krigsførelse bliver bekræftet.

"Vi indsamler fortsat informationer om den her hændelse, men vi gentager vores advarsel om, at såfremt Assad-regimet anvender kemiske våben, vil USA og vores allierede reagere omgående med et passende modsvar," siger Morgan Ortagus.

Hun tilføjer, at det påståede angreb skete som del af en offensiv fra Assads styrker i Idlib-regionen, hvor der ellers er indført våbenhvile for at beskytte civilbefolkningen.

"Regimets angreb mod samfundene i det nordvestlige Syrien må ophøre," siger hun.

Kemisk krigsførelse har været forbudt siden 1925, men regimet i Syrien har ifølge flere uafhængige rapporter forbrudt sig mod forbuddet adskillige gange.

Op mod 1400 voksne og børn blev dræbt, da to oprørskontrollerede forstæder til hovedstaden Damaskus i august 2013 blev angrebet med kemiske våben.

Det skete til trods for, at USA's daværende præsident, Barack Obama, havde advaret Assad om, at det amerikanske militær ville træde ind i borgerkrigen i Syrien i tilfælde af kemisk krigsførelse.

Obama undlod i sidste ende at indsætte amerikanske landtropper. Assad accepterede få uger efter angrebet et russisk forslag om, at Syrien skulle opgive sine kemiske våben.

Siden har der været flere meldinger om angreb med giftgasser.

Ifølge en rapport i februar fra tænketanken The Global Public Policy Institute er der "troværdige beviser" for, at der i den snart otte år lange borgerkrig er gennemført mindst 336 angreb med kemiske stoffer som klorin, gas eller sarin.

Assads styre står ifølge den Berlin-baserede tænketank bag langt de fleste.

USA har to gange i Donald Trumps tid som præsident foretaget bombeangreb mod Syrien på grund af Assads påståede anvendelse af kemiske våben, skriver nyhedsbureauet AFP.

/ritzau/Reuters



Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Dybvad: Jesper Nielsens fyring handler om at rette fejl, så snart de bliver opdaget

Boris Johnson taber del af forspring efter husspektakler

Nordea venter større pakke af lempelser fra Draghi: Opkøbsprogram bliver genstartet i september

Bankekspert: "Du, jeg og mange andre har bragt Danske Bank i en situation, hvor banken ikke kan tage normale beslutninger"

Investor Live: Gebyrsag gør Danske Bank-aktien til dagens største taber i C25-indekset

Drilling-aktie godt modtaget af investorer i C25

Efter gebyrsag i Danske Bank - Nordea undersøger egne produkter

OECD's danske chef: USA i kold krig med Kina