DMI: Usædvanligt tør april skaber "høj risiko for tørke"
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Generelt Af
Jorden er knastør i Danmark. Efter en påske med masser af sol og tør østenvind er tørkeindekset ifølge DMI tirsdag oppe på næsten ni på landsplan.

Det svarer til "høj risiko for tørke" i Danmark.

- Det betyder, at jorden er voldsomt tør ude på markerne og i haverne. Græsset gror ikke.

- Det er kommet, efter at vi havde en rekordvåd marts, og så kan man selvfølgelig undre sig over, hvordan det kan gå så galt allerede, at vi har så højt et tørkeindeks, siger vagthavende meteorolog ved DMI Frank Nielsen.

Ifølge DMI er der siden 19. marts kun faldet 6,4 millimeter nedbør på landsplan, mens der har været otte timers solskin per dag i snit. I den periode er tørkeindekset steget fra nul til lige under ni.

- Det er meget usædvanligt. Normalt ser man først de tørketal i maj eller juni, så de er minimum en måned tidligere, end man plejer at se, siger Frank Nielsen.

Han vil ikke konkludere, at de tidlige høje tørketal vil resultere i endnu en tør sommer i Danmark.

- Det er for tidligt at sige. Men det er et dårligt udgangspunkt, kan man sige. Det øger risikoen, men vi kan ikke konkludere, at det bliver lige så slemt som sidste sommer.

- Hvis ikke der kommer meget regn inden for den næste måned, så er det svært at følge med, for så batter det ikke rigtig noget. Og så kan det godt give nogle problemer, siger Frank Nielsen.

Sommeren 2018 var ekstraordinært varm og tør og kostede dyrt for mange landmænd med afsvedne, gule marker.

Brancheorganisationen Landbrug & Fødevarer frygtede, at tørken ville koste de danske landmænd et tab på 6,4 milliarder kroner. Men da sommeren var ovre og høsten i hus, endte tabet på 4,1 milliarder kroner i forhold til et normalt år.

Det tørre vejr betyder også, at der er meget støv i luften. DMI skriver på Twitter, at den kraftige vind har hvirvlet den tørre jord op i luften fra Polen og op over Danmark og Nordsøen.

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Mærsk-topchef til regnskabseksamen: "Hvis ikke jeg selv mente, det var bestået, så var der da for alvor noget galt"

Aktieluk i USA: På weekend med plus - men endnu et ugefald

Manglende dansker i vigtig EP-gruppe bekymrer erhvervslivet

Ekspert om udbyttesag: "Sanjay Shah har bygget en kæmpe kulisse"

Medie: Børsmyndigheder undersøger Boeing efter flystyrt

George Soros køber aktiepost i skandaleramt schweizisk kapitalforvalter

Aktiestatus i USA: Opblødning løfter aktier - it-selskaber i top

DI træder ind i bestyrelsen for Copenhagen Fintech - "Vi vil også være en del af det"

Præsident for den tyske Bundestag: "Euroskeptiske kræfter bliver stærkere"