Jørgen Leth: Touren betaler tilbage til trofaste danske fans
TV2´s cykelkommentator Jørgen Leth.
Foto: Scanpix
Generelt Af
Sommer efter sommer har danske cykelfans fulgt verdens største etapeløb på deres tv-skærme, og netop det har spillet en væsentlig rolle, da Tour-arrangørerne skulle tage beslutningen om en dansk Grand Départ i 2021.

Det mener forfatteren, filmskaberen og den mangeårige cykelkommentator for TV2 Jørgen Leth.

"Tour de France har den indstilling, at de gerne vil betale noget tilbage til deres trofaste publikum. Derfor tror jeg, at de endelig er gået med til, at der skal være en start i Danmark," siger han.

"Det er en form for anerkendelse af trofastheden af de danske seere over for Tour de France."

Danmark er blandt de lande i verden, hvor seertallene til Tour de France igennem en årrække har været størst i forhold til befolkningens størrelse.

Og da løbsdirektør Christian Prudhomme torsdag foran et stort gult lærred i København skulle fortælle om baggrunden for den danske Tour-start, henviste han netop til passionen blandt de danske cykelfans.

Passion har dog ikke gjort det alene for de franske arrangører, mener Leth.

Det har helt klart hjulpet, at man har kunnet fremvise gode seerandele og en vis erfaring med store arrangementer som eksempelvis landevejs-VM i cykling i København i 2011.

"De kan jo forstå tal. Prudhomme og ASO (Tour-arrangøren Amaury Sport Organisation, red.) er først og fremmest en forretning, så derfor betyder tal noget for dem. Det er ikke sentimentalt. Det er kontant," siger han.

"Men energien i det er de danske seeres begejstring. Altså at det faktisk er lykkedes at skabe så stor en interesse i Danmark."

Mens Touren bringer både mediebevågenhed, turisme og cykling af højeste klasse til Danmark, bringer Danmark også en fin talentmasse og tre meget velvalgte etaper til løbet, mener cykelkommentatoren.

"Forretten i Danmark på de flade terræner, de smukke veje og de smukke landskaber er en aperitif til løbet," siger han.

Den 2. etape på 190 kilometer fra Roskilde til Nyborg over Storebæltsbroen kan blive et højdepunkt, spår han.

"Over broen kan det kun blive meget flot. Det kan blive ustyrligt på grund af vinden. Det er klart, at det er spektakulært. Men jeg tror ikke, at løbet bliver afgjort i Danmark på nogen måde," siger han.

Også 1. etape i København, som er en enkeltstart på 13 kilometer, vil blive en flot fremvisning, med alt hvad byen har "af nationale seværdigheder", mener cykelkommentatoren.

"Det er jo en stor skueplads. Det bliver fantastisk at se prologen i Københavns gader. Midt i det historiske København," siger Jørgen Leth.

Arrangørens håb er, at over 900.000 tilskuere vil overvære de tre etaper på de danske veje.

Den danske forfatter, filmskaber og kommentator kan kun glæde sig til at følge folkefesten efter at have kommenteret cykling i både gode tider og krisetider.

"Det er jo ganske lykkeligt, at det ender på den her måde," siger Jørgen Leth.

/ritzau/



NY PODCAST Børsen Morgenbriefing giver dig et hurtigt overblik over dagens vigtigste erhvervshistorier. På fem minutter gør vi dig klar til arbejdsdagen med en kort nyhedsgennemgang, en opdatering på aktiemarkederne og et kig på dagens vigtigste historie. Find podcasten på din foretrukne podcastafspiller.

Abonnér:
   

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


EU godkender: Udskyder brexit efter dramatisk topmøde

Fynsk revisor hamstrer 292 enkronefirmaer: "Det er jo lidt, som når der er tilbud nede i Brugsen"

Løkke om brexit-udskydelse: Vi imødekommer May præcis så langt vi kan

Investor satser sine penge på at Daimler vinder kapløb om elbiler

Bitcoin-rigmand efter overskud på 347 mio kr: "Mange havde nok forestillet sig, at det var endnu større tal"

Danske Bank: Velhaverkunders tilfredshed i frit fald

Aktier i USA: Løftet af Feds kapitulation - Apple og chips i top

Vestas: Får ordre på 96 MW i Mexico

Spar Nord kan skræmme andre væk: Kigger andre på banken, ved de, at prisen skal op