Milena Penkowa vil have sin doktorgrad igen
Milena Penkowa var tilfreds, da hun i 2016 blev kendt skyldig i dokumentfalsk, men frifundet for straf på grund af forældelse. Siden tog Københavns Universitet hendes doktorgrad fra hende. Nu vil hun have den igen og er gået rettens vej. (Arkiv)
Foto: ólafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Generelt Af
Den tidligere hjerneforsker Milena Penkowa vil ikke finde sig i, at Akademisk Råd ved Sundhedsvidenskabeligt Fakultet på Københavns Universitet har taget hendes doktorgrad fra hende.

Mandag indleder Københavns Byret derfor en retssag, hvor den 45-årige Penkowa forlanger sin doktorgrad retur. Den blev taget fra hende i 2017, fordi Milena Penkowa året forinden blev kendt skyldig i dokumentfalsk.

Dog blev hun frifundet for straf, fordi sagen var forældet.

Dokumentfalskneriet handlede om nogle rotteforsøg, som var beskrevet i en videnskabelig artikel i tidsskriftet Glia tilbage i år 2000. Forsøgene indgik i en doktordisputats, som Penkowa indgav i 2003.

Den mødte dog kritik, og i forlængelse af det fremviste hun fire falske dokumenter til universitetets daværende rektor. Siden trak hun sin disputats tilbage og indleverede en ny i 2006.

Det var på baggrund af disputatsen fra 2006, at Milena Penkowa fik ret til at smykke sig med titlen dr.med.

Tvisten i Københavns Byret kommer til at tage udgangspunkt i "bekendtgørelse om doktorgrader". Her står der, at en doktorgrad er et udtryk for anerkendelse af forfatterens "betydelige videnskabelige indsigt og modenhed".

Det har Milena Penkowas advokat, Birte Rasmussen, tidligere fortalt til Ritzau.

"Spørgsmålet er, om en doktorafhandling alene skal vurderes på sit indhold, eller om der også er andre forhold, der gør sig gældende," fortalte Birte Rasmussen i september.

"I bekendtgørelsen om doktorgrader står der ikke noget om det. Der står, at man skal vurdere forfatterens "modenhed". Men om det rækker ud over, hvad der står i afhandlingen, er der ingen afgørelser om," sagde hun.

På sin hjemmeside har Københavns Universitet skrevet om, hvorfor Penkowa bør miste sin doktorgrad.

"Tildelingen af en doktorgrad er en stor anerkendelse med forventning om en høj faglig troværdighed, ligesom den skal være udtryk for betydelig videnskabelig indsigt og modenhed. Disse forudsætninger har Milena Penkowa ikke levet op til."

/ritzau/

Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


De store prisstigninger i København er sat på hold: "Euforien har lagt sig"

USA's demokrater vil have hele Mueller-rapporten offentliggjort

Manden bag historiens største konefinte: "Jeg har skiftet Mercedesen ud med en 12 år gammel Renault"

Trekking i junglen omkring Chiang Mai: Rå natur i rigelige mængder

Uber får kæmpeinvestering før børsnotering

Efterforsker: Kortslutning kan være årsag til Notre Dame-brand

Kontroversielt forbud mod shorting i Wirecard er ophævet

Vindmøller og sol skal forsyne Apple's datacentre med strøm

Politikere narres af artikler fra tvivlsomme medier