Fald i asyltal er fortsat hen over weekenden
Foto: Scanpix
Generelt Af
Asyltallene fortsætter med at være væsentlig lavere end i dagene lige efter, at den midlertidige grænsekontrol blev indført. Det viser den daglige opgørelse fra Udlændinge,- Integrations- og Boligministeriet.

Ifølge de senest opdaterede tal for antallet af asylansøgere i Danmark, søgte 45 personer asyl fredag, 67 personer lørdag og 30 personer søndag.

Det er markant færre end på de to første dage med grænsekontrol, hvor 108 og 158 søgte asyl.

Usikkerhed om tallene

Tallene er dog forbundet med stor usikkerhed, da der dagligt er revisioner af den foregående dags opgørelse.

Det betyder også, at torsdagens asyltal er opjusteret fra 23 personer til 59 personer, fremgår det af opgørelsen.

Kigger man på asylansøgernes nationaliteter, er syrenerne den største enkeltnationalitet, der har søgt asyl de sidste tre dage, efterfulgt af afghanere og irakere. Der er dog også en stor gruppe af øvrige nationaliteter.

Forventer forlængelse af kontrol

Den danske midlertidige grænsekontrol blev indført mandag 4. januar og vil foreløbigt vare 10 dage.

Forventningen er dog, at kontrollen vil blive forlænget i denne uge. Et scenarie som er blevet mere sandsynligt, efter at Sverige torsdag valgte at forlænge sin grænsekontrol en måned mere.

Allerede tirsdag konkluderede justitsminister Søren Pind (V) med baggrund i tallene, at grænsekontrol førte til flere asylansøgninger.

Han har siden afvist at udtale sig om emnet med henvisning til, at det sorterer under udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

Regeringen forventer, at der i år vil komme 25.000 asylansøgere til Danmark.

/ritzau/


Er du privatinvestor, og søger du ny viden om aktiemarkedet? Børsen lancerer nu Facebook-gruppen Børsens Aktienetværk, hvor vi forsøger at skabe et unikt rum for seriøs aktiedebat. Lyder det interessant? Bliv medlem af gruppen her:




Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Børsen mener: Finanstilsynet har gjort sit arbejde med Jacob Aarup-Andersen, tak

Thygesen: Markederne står ved en skillevej

Kronik: May og Barnier - solodans eller tango?

Debat: EU må komme briterne i møde

Debat: Klimamærkat skal i syltekrukken

Erhvervsstyrelsen gør klar til at lukke 11.000 selskaber i kamp mod hvidvask

Erhvervsstyrelsen gør klar til at lukke 11.000 selskaber i kamp mod hvidvask

Tre investeringsbanker involveret i at trække 12,7 mia. kr. ud af den danske statskasse

Leder med kæft, trit og retning: Rytterne skal vide at Brian Holm bestemmer - ellers falder alt fra hinanden