Generelt Af
Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt ligger fortsat til at indtage posten som statsminister efter et valg, viser ny meningsmåling fra Greens Analyseinstitut. For partierne i den røde blok, der peger på Helle Thorning-Schmidt som statsminister, kan mønstre et klart flertal med 93 mandater mod 82 mandater til de fire partier, der peger på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.



"Der er stadig et flertal, der ønsker en ny regering. Men nu er befolkningen ved at tage bestik af de mange udspil og aftaler, som lander i de her dage, så det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig," siger Socialdemokraternes politiske ordfører Henrik Sass Larsen.

Han mener, at der går to-fire uger, før vælgerne helt har forstået konsekvensen af de mange økonomiske planer og reformer, som både rød og blå blok har præsenteret. Målingen er foretaget fra mandag til onsdag blandt 1228 vælgere, efter at efterlønsreformen er faldet på plads mellem Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og De Radikale.

Børsens politiske kommentator Michael Kristiansen vurderer også, at vælgerne skal have mere tid, før man kan vide, om de mange reformtiltag vil ændre på vælgernes stemmeafgivelse.

"For det, der foregår nu, er meget utraditionelt. Vi har aldrig før haft en statsminister, der fjerner velerhvervede velfærdsrettigheder så tæt på et valg. Men der er intet, der tyder på, at de partier, som deltager i efterlønsreformen, vil blive straffet. Og det er jo ellers årsagen til, at der ikke er gjort noget ved efterlønnen før," siger Michael Kristiansen.

Vælgere straffer ikke reformer

Han mener, at de mange meningsmålinger, som giver fremgang eller uændret opbakning til de fire partier bag efterlønsreformen, gør op med en ellers fasttømret forventning om, at vælgerne vil straffe store reforminitiativer.

Venstre ligger til 22,8 pct., og selv om det er en tilbagegang i forhold til valget i 2007, så er det højere end før Lars Løkke Rasmussen præsenterede efterlønsindgrebet i end i december. For den gang lå Venstre til 20 pct. Og i den nye Greens-måling går reformpartierne De Konservative og Liberal Alliance lidt frem til henholdsvis 6,4 pct. og 4,0 pct., efter at begge partier blev straffet hårdt i Greens' måling for to uger siden.

"Men problemet for Lars Løkke Rasmussen er, at han i forvejen er bagud, og han bliver ikke belønnet for reformen. Det er kun De Radikale, der rigtigt bliver belønnet, og det kan han ikke bruge til noget, for de peger på Helle Thorning-Schmidt," siger Michael Kristiansen.

Fremgang til de Radikale

De Radikale får opbakning af 7,9 pct. af vælgerne, og det er den højeste tilslutning siden valget i 2007, da partiet fik 5,1 pct., og med den nuværende måling står Margrethe Vestager til en mandatfremgang fra 9 til 14 mandater.

Målingen gør de igangværende valgovervejelser meget komplicerede, understreger han.

"For der er ingen tvivl om, at statsministeren har momentum og positiv medvind i medierne, og det har Helle Thorning-Schmidt ikke i øjeblikket. Men han er stadig bagud. Derfor kommer han nu med nogle initiativer inden for vækst, håndværker-fradrag og tryghed, som vælgerne kan belønne ham for," siger kommentatoren.

Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl glæder sig over, at partiet fastholder en tilslutning på 13,9 pct. Og han forventer, at blå blok kommer foran i målingerne. For en anden Greens-måling viser, at et flertal af vælgerne foretrækker den blå 2020-plan frem for den røde.

"Det er lidt paradoksalt, at vælgerne foretrækker vores politik, men der er stadig flertal for den anden side. Jeg tror, at det vil forandre sig frem mod et valg. Lige nu er mange vælgere usikre og afventende, fordi der bliver fremlagt så mange udspil og planer, men på valgdagen er det politikken, som er det afgørende," siger Kristian Thulesen Dahl.

Blå blok bagud

Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby erkender også, at blå blok er bagud. Men hun mener, at de seneste ugers målinger viser en tendens til at forskellen mellem rød og blå blok er indsnævret.

"Vi ved godt, at vi har en meget stor opgave i at få forklaret, hvad der ligger i den meget ansvarlige aftale, vi har indgået med De Radikale og Dansk Folkeparti. For umiddelbart kan den røde plan virke mere tiltalende, fordi de siger, at der er råd til det hele, bare vi arbejder 12 minutter mere. Men deres plan er ikke finansieret," siger Ellen Trane Nørby.

Inden for den røde blok ligger både Socialdemokraterne og SF til en lille fremgang i forhold til seneste valg med henholdsvis 26,5 pct. og 15,3 pct. af stemmerne. Men den store vinder er Enhedslisten, der holder landsmøde i weekenden. Hvis målingen bliver til virkelig kan Johanne Schmidt-Nielsen få selskab af yderligere tre folketingsmedlemmer, så partiet kommer op på et samlet mandattal på 7.


Andre læser dette lige nu


Børsen anbefaler



Forsiden lige nu


Finanstilsynet: Gebyrskandale kan ramme flere banker

DSV: Sådan ruster vi os til en ny krise

Ørsted tager første stik på strategisk vigtigt marked

Eksperter: Positive afkast i sigte for danske aktier resten af 2019

Bliver Noma kåret som verdens bedste restaurant tirsdag?

Aktieluk i Europa: Nedjustering sænkede Daimler i svagt negativt Europa

Skattedom kan give milliardtab i statskassen: "Vi tror, at Skat alt andet lige vil stå til nederlag i flere sager"

Nykredit-formand: Har tillid til Tonny Thierry Andersen - afventer Fit & Proper-godkendelse

Markedet lukker: Ørsted til vejrs på USA-nyt i svagt negativt marked