Angstens kilde: Dårlig omtale

Generelt
Eksklusivt for kunder
05. aug 2014 KL.14:11

Dårlig omtale i cyberspace er langt fra blot et spørgsmål om omdømme.

En ud af 10 britiske virksomheder (9 pct.) siger i en ny undersøgelse, at de har mistet mellem en halv og en hel million kroner på grund af negativ content online.

Hvilket må siges at aflive salig Simon Spies’ slogan om, at "al omtale er god omtale."

Knap hver fjerde virksomhed siger, at de har mistet indtjening svarende til mellem 100.000 og 500.000 kroner, skriver The Daily Telegraph.

Det mest skræmmende er måske, at to tredjedele af virksomheder indrømmer, at de ikke ved, hvordan problemet skal tackles.

Og 88 pct. hævder, at det er vitalt at sikre en effektiv respons på de negative omtaler.

Bad content

Et af resultaterne er, at en tiendedel af de adspurgte virksomheder har outsourcet håndteringen. De har ikke selv kompetencerne, og de skønner, det er for dyrt at hyre de relevante medarbejdere.

Blandt de andre indsigter, omdømmespecialisterne fra Igniyte har fundet, er:

• Dårlig online-omtale er det vigtigste issue for tre ud af fire virksomheder.

• Hver femte CEO fortæller, at "bad content" nu er det vigtigste enkelt-element af deres online-strategi.

• Over halvdelen (52 pct.) har allerede mærket effekterne af negativ omtale.

Hvor kommer al den dårlige omtale fra? 

Pas på medarbejderne...

Det meste kommer fra konkurrenter, fyrede og dermed tidligere medarbejdere og på tredjepladsen finder vi negative forbrugere.

Men ganske overraskende fortæller en tredjedel af virksomhederne, at de negative historier stammer fra det eksisterende personale, hvorfor konklusionen om at tage online alvorligt ligger snublende nær.

Der er ikke mange opløftende informationer i analysen fra Igniyte.

Men værktøjerne er næppe nye for danske virksomheder:

• Vær proaktiv, det vil sige invester i den rette PR og content.

• Selvransagelse, dvs. tjek din egen virksomhed (på Google) ud hele tiden.

• Sørg for at linke til positiv omtale fra alle typer medier.

• Få sat kommunikationen i system med samtlige partnere, stakeholdere og interessenter.

Læs hele historien her.