Aktier: Virusfrygt sender de få åbne markeder i Asien i dørken

394917_16_9_large_118.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
27. jan 2020 KL. 6:40

De asiatiske markeder forsætter mandag fredagens kraftige kursfald, i takt med en stigende frygt for at udbruddene af coronavirus skal eskalere yderligere. Det medfører en kraftig risikoaversion på tværs af de finansielle markeder.

De fleste asiatiske aktiemarkeder er dog lukket mandag for det kinesiske luna-nytår.

Selve de kinesiske markeder har fået forlænget det ugelange nytår af de kinesiske myndigheder til nu at løbe frem til den 2. februar frem for den 30. januar.

Frygten for den økonomiske effekt sender investorerne på flugt mod sikre placeringer som japanske yen og statsobligationer.

"Alt, hvad man ser, er overskrifter om coronavirus, hvilket katalyserer investorerne til at sælge i markederne," siger afviklingschef Takeo Kamai fra CLSA i Tokyo til Reuters.

Den kinesiske FTSE China A50 future dykker mere end 5 pct., mens det toneangivende Morgan Stanley Asia-Pacific-indeks uden for Japan er kraftigt påvirket af de mange lukkede kinesisk relaterede markeder, og derfor falder med beskedne 0,2 pct.

I Japan falder det toneangivende indeks, Nikkei 225, med 1,8 pct., mens Topix-indekset falder 1,4 pct.

Børserne på det kinesiske fastland, Hongkong, Sydkorea, Taiwan og Singapore er alle lukket på grund af nytårshelligdagene, mens markedet i Sydney er lukket for den australske nationaldag.

Futures for de store amerikanske aktieindeks ligger med fald på 0,9-1,3 pct.

Indeks Udvikling (%)
Nikkei 225 -1,8
Topix -1,4
Hongkongs Hang Seng Lukket
China Shanghai Composite Lukket
China CSI 300 Lukket
Taiwan Taiex Lukket
Sydkoreas Kospi Lukket
Indiens BSE Sensex -0,3
Singapores STI Lukket
Sydney ASX 200 Lukket


Indeksværdi klokken 5.35.

/ritzau/FINANS