Advokat for Shah er kommet i tvivl om omfang af rådgivning

null

371997_16_9_large_519.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
08. nov 2018 KL.17:27
Forsvarsadvokaten for den hovedmistænkte i sagen om udbyttefusk, Sanjay Shah, sår nu tvivl om omfanget af den juridiske rådgivning, hans klient har modtaget af Skattestyrelsens britiske advokatfirma Pinsent Masons.

Torsdag middag sagde advokaten, Kåre Pihlmann, til Ritzau, at Skattestyrelsens britiske advokatkontor Pinsent Masons blandt andet havde rådgivet Sanjay Shahs firma Solo Capital “vedrørende spørgsmål relateret til amerikanske pensionsplaner”.

Men ifølge Børsens oplysninger støttede Pihlmanns sig i den forbindelse blandt andet til et dokument, han har modtaget af Sanjay Shah, som ganske rigtigt også omtaler, at der er ydet rådgivning til Solo Capital vedrørende amerikanske pensionsfonde.

Men hvor det også fremgår, at den specifikke rådgivning herom, ligeså godt kan være ydet af et andet navngivent advokatkontor og dermed ikke nødvendigvis af Pinsent Masons.

Advokat vil undersøge sagen

På spørgsmål herom skriver Kåre Pihlmann torsdag eftermiddag følgende til Børsen:

“Jeg havde oplysningen fra Sanjay, så foranlediget af nedenstående (Børsens spørgsmål, red.) har jeg bedt ham undersøge det skriftlige materiale herom. Indtil videre har jeg derfor bedt Ritzau fjerne “blandt andet vedrørende spørgsmål relateret til amerikanske pensionsplaner”, så jeg ikke citeres for noget, hvorom der kan være usikkerhed.

Britisk advokathus har rådgivet om andre forhold

Onsdag kom det frem, at Pinsent Masons har tilbudt og ydet juridisk bistand til Solo Capital om aktieudlån og komplekse skattestrukturer.

Dokumenter, som Børsen er i besiddelse af, viser, at det britiske advokatkontor Pinsent Masons, som fører sagerne mod den hovedmistænkte Sanjay Shah og hans selskab Solo Capital i blandt andet Storbritannien, Dubai og Malaysia, selv har ydet juridisk rådgivning til Sanjay Shah om blandt andet aktieudlån.

Det skete i slutningen af 2011, hvor Shahs selskab Solo Capital Ltd. ifølge papirerne bad en daværende partner hos Pinsent Masons om rådgivning i forbindelse med blandt andet Solo Capitals aktielån.

Derudover har en tidligere partner hos Pinsent Masons oplyst, at hans kolleger i advokatkontoret udarbejdede komplekse skattestrukturer for Solo Capital, en oplysning det - trods flere henvendelser over de seneste dage - ikke er lykkedes at få bekræftet hos Pinsent Masons selv.

På baggrund af de oplysninger har Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, meldt ud, at hun vil kalde både skatte- og justitsministeren i samråd om sagen.

Kammeradvokaten, der har hyret Pinsent Masons, har bedt det britiske advokathus om en redegørelse om klientforholdet.

Ligeledes har Skattestyrelsen bedt Kammeradvokaten om en redegørelse.