81-årig sagsøgt i udbyttesag skyder tilbage og stævner Skattestyrelsen: Det at blive sat i bås med folk, som tydeligvis har foretaget sig noget forfærdeligt forkert, er skrækkeligt

384422_16_9_large_710.jpg
Generelt
Eksklusivt for kunder
11. jul 2019 KL.17:03
En del af skandalen om svindel med udbytteskat handler grundlæggende om, at Danmark ikke har forstået teknikken bag en gammel investeringsstrategi.

Det hævder en af de amerikanere, som ifølge Skattestyrelsen har svindlet sig til at få refunderet udbytteskat for 9,5 mio. kr.

“Jeg ville håbe, at danskerne kunne forstå transaktionerne. Det her er meget tekniske transaktioner, og måske er det bare ikke er en del af jeres dna,” siger Sheldon Goldstein, der har foretaget investeringer baseret på dividende-strategier i 40 år og gør det endnu.

Børsen har mødt den 81-årige børsretadvokat og aktiehandler i New York, hvor Sheldon Goldstein er frustreret over at være en del af den samme sag, som den britiske finansmand, Sanjay Shah.

“Det at blive sat i bås med folk, som tydeligvis har foretaget sig noget forfærdeligt forkert, er skrækkeligt. Skat påstår, at jeg har svindlet, men der er ikke tale om svindel i min sag,” siger Goldstein.

Bank hjalp 36 kunder

Han har investeret gennem den britiske investeringsbank ED&F Man Capital Markets, der ifølge stævninger fra Skattestyrelsen har hjulpet 36 amerikanske kunder herunder Goldstein med at få udbetalt 582 mio. kr. af de i alt 12,7 mia. kr., som hele udbyttesagen handler om.

Goldstein fik i 2014 og 2015 otte refusioner af udbytteskat for i alt 9,5 mio. kr. på danske aktier i TDC, Danske Bank, Novo Nordisk, Novozymes, DS Norden og Coloplast.

Men Skattestyrelsen mener ikke, Goldstein har ejet de danske aktier på tidspunktet for udbyttebetalingerne. Dermed har der ifølge de danske myndigheder ikke været tale om udbyttebetalinger, hvor statskassen har indeholdt udbytteskat. Og derfor har det ifølge styrelsen været svindel, når Goldstein har fået refusionerne af udbytteskatten.

Goldstein mener dog, at han kan dokumentere, at han har fået udbetalt udbytterne fra de danske firmaer, og har i retten blandt andet fremlagt en udskrift af kontobevægelserne på hans aktiedepot-konto hos ED&F Man Capital Markets. Den viser, at hans enkeltmands-pensionskasse, der ved udgangen af 2014 havde en kapital på 1,5 mio. dollar, fra 2014-2015 modtog 29 mio. kr. i danske dividendeudbetalinger, efter der var fratrukket dansk kildeskat.

Kræver millionrefusion

Han har derfor slået kontra og har sagsøgt Skattestyrelsen med krav om at få godkendt endnu en refusionsanmodning på indeholdt udbytteskat på TDC-aktier for et lille millionbeløb, som styrelsen hidtil har nægtet at udbetale.

Skatteminister Morten Bødskov (S) er på sommerferie, og Skattestyrelsen ønsker ikke at kommentere den konkrete sag.

Styrelsens amerikanske advokater fastholder efter at have fået adgang til hans dokumentation, at Sheldon Goldstein har medvirket til den påståede svindel.

De vil derfor have den amerikanske dommer til at afvise Goldsteins modangreb, men det tror Goldstein ikke på:

“Jeg forventer fuldt ud at få oprejsning, når sagen skal for retten, og jeg forventer at vinde mit modsøgsmål mod Skattestyrelsen med den sidste refusionsanmodning,” siger Goldstein og fortsætter: 

“I har valgt at sagsøge mig her i USA, hvor der gælder amerikanske regler, og efter at have praktiseret denne type jura i 40 år ved jeg bare, hvordan sagen ender. Men det er dyrt undervejs, og det er en pinsel, og jeg håber, jeg overlever til også at se slutningen".

Danske aktier for 2 mia. kr. 


I alt har Goldstein købt danske aktier for 2 mia. kr., med penge, han har lånt af ED&F Man Capital Markets.
Kontoudskriften viser, hvordan pengene trækkes fra hans konto, når aktieposterne købes. Samtidig indgår han finansielle kontrakter, som afdækker risikoen for udsving i aktierne i den periode, hvor han ejer dem.

Kan du ikke forstå, hvorfor Skattestyrelsen stiller spørgsmålstegn ved, om det kan passe, at du kan få lov at geare din investering så meget?

“Nej, det er et spørgsmål om, at ED&F Man Capital Markets stillede kapitalen til rådighed. De lånte mig pengene,” siger Goldstein.