Vogelzang: Ledelsesrokade skal ramme Danske Banks toplinje

387258_16_9_large_413.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
05. sep 2019 KL.13:21

Topchef Chris Vogelzang trådte torsdag for alvor ind i rollen som bankens topchef med en udrensning i direktionen og et solidt fingeraftryk på bankens drift, hvor udviklingsafdelingen blev opløst.

Vogelzang gav silkesnoren til finansdirektør Christian Baltzer, der kom til banken for under et år siden, foruden bankens drifts- og udviklingsdirektører. Samtidig blev udviklingsaktiviteterne flyttet ud i de kunderettede enheder, hvor nuværende Wealth Management-direktør Jacob Aarup-Andersen bliver chef for de danske bankaktiviteter og midlertidig finansdirektør.

”Det kommer til at ramme toplinjen på en positiv måde. Problemet med banken, som jeg oplevede det, er at bankenhederne håndterer kunderne, og så har vi group development og så IT. Essentielt, så har en bank kunder, og kunderne er dem der bestemmer, hvad der skal ske i IT, og der var for mange mellemled, og det vi gør nu er at flytte udviklingsenhederne ind i salgsfunktionerne,” siger Vogelzang i et interview med Børsen.

”Min filosofi er, at alt skal udgå fra hvad kunderne efterspørger, og organisationen skal styres efter det,” uddyber Vogelzang, der afviser at ændringerne i bankens organisation er indledningen til en spareøvelse.

Satser på Aarup-Andersen

Finanstilsynet fandt for et år siden Jacob Aarup-Andersen for let til at blive ny administrende direktør for Danske Bank, fordi han manglede erfaring med almindelig bankdrift.

Det hul kommer Aarup-Andersen ikke til at have på sit CV fremover, da han nu bliver chef for Banking Danmark.

”Jacob får et meget vigtigt job. I ledelsesgruppen er alle på samme niveau undtagen mig, men Jacob får en afgørende rolle. På nuværende tidspunkt er der brug for de bedste folk med forskellige baggrunde,” siger Vogelzang.

Kamperfaring

Den nye chef for Banking Danmark bliver en af de få tilbageværende danskere i bankens øverste ledelse, hvor Stephan Engels, der er finansdirektør Tysklands næststørste bank Commerzbank, tager over fra Christian Baltzer som finansdirektør.

Ifølge Vogelzang har det været været svært skille sig af med Baltzer, der har været under et år i banken, men den turbulens, som banken har været igennem siden sidste efter, har gjort det nødvendigt at hente en CFO ind ”der har set det hele.”

”Christian Baltzer er en exceptionelt talentfuld mand. Men han blev rekrutteret fra et meget mindre firma til en bank, der sejlede i roligt farvand. Vi sejler ikke længere i roligt farvand, og det vi har brug for nu er ikke bare talent. Vi har også brug for kamperfaring,” siger Vogelzang