Ups: Nets' ærkerival har købt firmaet bag den danske kæmpes betalingsterminaler

396075_16_9_large_326.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
14. feb 2020 KL.11:18

Da franske Worldline i sidste uge købte Ingenico for 58 mia. kr., har det givetvis forårsaget en større hovedpine i Nets’ hovedkvarter i Ballerup. Nets er nemlig langt den største forhandler af Ingenico-terminaler i Danmark.

Ingenico udgør sammen med Verifone det der næsten kan sammenlignes med et duopol på markedet for betalingsterminaler i Danmark. Det samlede marked for betalingsterminaler herhjemme anslås af Verifone til omkring 130.000 terminaler. Heraf kommer de 60.000-65.000 fra Ingenico.

”Fusionen mellem Worldline og Ingenico er endnu et bevis på, at betalingsindustrien i disse år gennemgår en massiv konsolidering, og at markedet for betalinger er europæisk, om ikke globalt. Det bekræfter os i vores internationale ekspansionsstrategi, hvor vi tager aktiv del i konsolideringen for at forblive konkurrencedygtige, og her er vi oppe mod nogle ganske store internationale aktører. Vi tager løbende bestik af udviklingen, men ændrer ikke på vores samarbejde med Ingenico,” skriver Bo Nilsson, topchef for Nets i en mail.

Verifone ville være bekymret

Hos den anden store spiller på det danske marked for betalingsterminaler, Verifone, giver Worldlines køb af Ingenico åbenlyst muligheder i forhold til at sælge mere ind til Nets. På den anden side ville Verifone være bekymret, hvis det var dem der blev udsat for det samme som Nets.

“Jeg ville være bekymret for, at min store leverandør blev opkøbt af konkurrenten,” fortæller Chris Lund-Hansen, adm. direktør i Verifone Danmark

Verifone er en af denne verdens giganter på betalingsterminaler og har over 30 mio. installeret i 150 lande. De sidder på groft sagt halvdelen af det danske marked. Verifone har senest bl.a. lavet aftaler om salg af terminaler til Rema 1000, butikkerne i Dagrofa-samarbejdet og Fleggaard koncernen.

Verifone-chefen i Danmark regner med, at der nu kommer til at gå 6-12 måneder, før Worldline og Ingenico får det praktiske på plads med, hvem der skal sidde hvor og den fremtidige strategi.

“Der kan da være mulighed for, at vi får mere forretning med Nets. Det vil i fremtiden være svært at se Nets købe flere terminaler fra Ingenico,” siger Chris Lund-Hansen.

Strategiske overvejelser

Henning N. Jensen - der er ejer og seniorpartner i Pluscon – mener, at Nets kommer til at forholde sig til købet af Ingenico, men har god tid.

“Det giver formentlig anledning til nogle strategiske overvejelser, men der sker ikke noget på den korte bane,” mener han.

Han forklarer, at i de seneste par år er der sket den ændring på betalingsmarkedet, så flere butikker køber en servicepakke til betalinger, hvor terminalen er en del af pakken.

Nets er så stor i Europa, at i nogle markeder bruger de Verifone og i andre Ingenico. Henning N. Jensen forklarer, at eksempelvis i bilindustrien, så køber forskellige bilmærker komponenter til bilerne fra de samme underleverandører, eksempelvis Bosch.

“Jeg tror, at Nets er så stor, at Worldline er nødt til at sige, det må vi affinde os med,” siger Henning N. Jensen om Nets' eventuelt fortsatte brug af terminaler fra Ingenico.

Hensyn til dankortet

Nets er vant til at have en finger med i spillet om softwaren til Ingenicos terminaler, blandt andet med specielle hensyn til dankort og Visa-dankort.

“På den helt store klinge er det rigtigt, at det bliver sværere at forhandle med en leverandør, der er blevet dobbelt så stor. Men er man selv stor nok, kan man fortsat få specialydelser,” fortæller Henning N. Jensen, og fortsætter:

“Måske sker der noget med produktudviklingen. At man måske ikke skal sælge så mange terminaler i Danmark vil det måske være svært at få software ind i nye mere specialiserede produkter, der tager hensyn til dankortet.”

Nets skal have flere leverandører

På CBS i København ser man salget af Ingenico til Nets’ værste konkurrent, som en mulighed.

“Det er vigtigt, at Nets sørger for at flere leverandører af betalingsterminaler, når konkurrenten køber leverandøren af terminaler,” forklarer Jan Damsgaard, professor på CBS og leder af institut for digitalisering på CBS.

Hvor der er rivende fremskridt på flere områder af betalingsindustrien, gælder det ikke i samme grad for betalingsterminalerne.

“Jeg har ikke set den store udvikling i funktionalitet på betalingsterminalområdet. Derfor er det ikke en katastrofe, at konkurrenten køber Nets' store leverandør af terminaler,” fortæller Jan Damsgaard.