Storaktionærer mod mere magt i Vordingborg Bank

254822_16_9_large_724.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
27. mar 2013 KL.11:21
Snart kan det betale sig at eje mange aktier i Vordingborg Bank. Det er i hvert fald planen i bankens bestyrelse.

Banken afholdt i går generalforsamling, og her varslede formand og fungerede direktør Morten Lynge Andersen, at begrænsningerne i aktionærernes stemmer bliver ophævet på en kommende ekstraordinær generalforsamling, hvis bestyrelsen får sin vilje.

I går blev det vedtaget på generalforsamlingen, at hver aktionær maksimalt kan afgive det antal stemmer, der svarer til 0,5 pct. af aktiekapitalen, og det er endda en markant forbedring i forhold til de tidligere bestemmelser. Nu skal begrænsningerne altså fjernes totalt.

Aktieemission på vej

Forslaget kommer samtidig med, at banken står over for en aktieemission på godt 15 mio. kr. Håbet er, at den øgede indflydelse vil få flere aktionærer til at bide på krogen.

"Det har været et ønske fra vores storaktionærer gennem længere tid, at der er noget mere indflydelse. Og det har vi imødekommet, dels fordi vi gerne vil sælge nogle aktier, og dels fordi det smager godt i munden på os i bestyrelsen," siger Morten Lynge Andersen, bestyrelsesformand og fungerende direktør i Vordingborg Bank, til Børsen Finans.

På plads til efteråret

Mellemtrinnet i går, hvor de store aktionærer fik en smule mere magt, kan virke overflødigt, når begrænsningerne måske bliver ophævet fuldstændigt, men forslaget var skrevet ind i dagsordenen, før ønsket om total ophævelse af begrænsningerne viste sig.

"Vi valgte at lade dagsordenen køre. Ønsket om fuld liberalisering har vi haft længe, men i forbindelse med vores aktionærsamtaler på det seneste har vi set, at det vil gøre vores aktieemission lettere," siger Morten Lynge Andersen.

Han oplyser, at den ekstraordinære generalforsamling efter planen bliver afholdt i begyndelsen af maj, mens aktieemissionen gennemføres i august eller september.