Stifter er ny formand i gebyrkritisk forening: Medlemstal er faldet drastisk

343860_16_9_large_855.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
24. apr 2017 KL.13:19

For fjerde gang siden foreningen Fair Bidragssats blev stiftet sidste år, er der udskiftning på formandsposten.

Denne gang er foreningens medstifter Chresten Heesgård Ibsen tilbage som den nye formand efter en generalforsamling søndag. Han afløser Flemming Trap, der har været formand siden december sidste år, og som nu er kasserer i foreningen.

"Jeg får hjælp til en del af arbejdet af en suppleant, så det kan forhåbentlig tage en del af tidspresset. Flemming har båret det med alt, hvad han kunne og har gjort et godt stykke arbejde. Jeg har sagt ja til at blive formand, fordi jeg tror, vi kan komme videre og få skabt gode relationer og samarbejder," siger Chresten Heesgård Ibsen.

Fair Bidragssats startede som en Facebook-gruppe, der opstod i kølvandet på Nykredits bidragsstigninger, som affødte et voldsomt kundeoprør. Facebook-gruppen fik på kort tid op mod 40.000 medlemmer, men medlemstallet er dog dalet til lige under 30.000 i dag.

Medlemstal dalet kraftigt

Det er ikke kun i Facebook-gruppen, at medlemstallet falder.

Også i foreningen Fair Bidragssats er medlemstallet gået den gale vej siden toppen, der lød på ca. 2700 betalende medlemmer.

"Medlemstallet er væsentligt barberet i forhold til, hvad det har været. Der er omkring 800 betalende medlemmer i foreningen lige nu, så det er et drastisk fald," siger Chresten Heesgård Ibsen og tilføjer:

"Jeg har jo ingen empiri på det. Men jeg tror måske, at vi ikke har været gode nok til at forklare, hvorfor vi stadig er relevante. Vi er jo glade for vores medlemmer, men foreningen blev stiftet hurtigt og skulle have penge i kassen for at kunne støtte en række initiativer. Det har været svært, fordi foreningen stadig er i en barselsfase. Men jeg er sikker på, at vi har det hold, der kan køre den videre som en helstøbt forening."

Planer om lokalgrupper

Fair Bidragssats startede sidste år et projekt med navnet Fair Realkredit, hvor foreningen ville stable et nyt realkreditinstitut på benene. Det er nu blevet et selvstændigt projekt under navnet Boligejernes Realkredit, som køres af en selvstændig forening.

Derudover har Skype-medstifteren Morten Lund skudt gang i sine planer om at udfordre realkreditinstitutterne.

Men Fair Bidragssats er stadig relevante, mener Chresten Heesgård Ibsen. Et af foreningens initiativer er nye lokalgrupper rundt om i landet, som ifølge Fair Bidragssats-formanden skal sikre, at foreningen kommer tættere på medlemmerne.

"Der er etableret en gruppe i Hvidovre og planen er, at der skal være fem mere på sigt. Jeg forestiller mig også, at der kommer en i Aarhus," siger Chresten Heesgård Ibsen.

Gordisk knude

Kræfterne skal dog først og fremmest lægges i at få styr på foreningen internt.

"Vi var meget hurtige i starten til at give folk mulighed for at tilmelde sig. Vi skal pudse alle hjørner og kanter af, så vi er en veletableret forening. Sidste år røg vi lidt i en gordisk knude og derudover har der været helt basale ting omkring vores indkaldelses- og kontingentopkrævningssystemer, som skal skrues helt på plads. Det får vi tid og kræfter til nu," siger han.

Louise Andersen, der for nylig blev valgt ind i repræsentantskabet i Foreningen Nykredit, er næstformand i Fair Bidragssats.