Saxo Bank frikendt

Finans
Eksklusivt for kunder
29. nov 2010 KL.16:35
Saxo Bank har ikke overtrådt egne og gængse regler og har dermed ikke snydt sine kunder, lyder konklusionen fra den uvildige undersøgelse af investeringsbankens valutahandel.

Konsulenthuset Oliver Wyman har af Finanstilsynet været sat på opgaven til at kulegrave Saxo, og efter at være blevet forsinket på grund af stor datamængde er den uvildige undersøgelse nu offentliggjort.

Rapportens hovedkonklusion er, at Saxo Bank ikke systematisk har prissat sine manuelle ordrer til skade for sine kunder.

Det får Finanstilsynet til at strække våben og lukke sagen.

"På baggrund af ovenstående er det Finanstilsynets vurdering, at Oliver Wymans undersøgelse ikke giver grundlag for at foretage sig videre vedrørende Saxo Banks eksekvering af manuelt eksekverede handelsordrer og heller ikke vedrørende bankens handelssystem," skriver Finanstilsynet

Saxo Bank godt tilfredse

Det er Saxo Banks elektroniske handelssystem, Saxo Trader, det handler om.

Undersøgelsen belyser, at Saxo Bank har afgivet sine handelsordrer i overensstemmelse med bankens almindelige handelsbetingelser samt Best Execution Policy.

"Konklusionen er, som vi forventede," konstaterer Bjørn Krog Andersen, chef for Saxo Banks juridiske afdeling, i en pressemeddelelse.

"Vi betragter undersøgelsen og forløbet forinden som et afsluttet kapitel. Vi ser nu fremad, og vil fortsat koncentrere os om at drive banken til gavn for vores kunder," siger Bjørn Krog Andersen.

Gennemsigtige kundepriser

Finanstilsynet foretog i juni selv en undersøgelse af Saxo Banks tekniske system - uden at finde ulovligheder - men satte efterfølgende det internationale konsulenthus Oliver Wyman til at finkæmme bankens manuelt eksekverede handelsordrer.

Dermed er Saxo Bank frikendt to gange.

"Vurderingen understøttes af, at Oliver Wyman har vurderet, at Saxo Bank stiller priser på et kompetitivt og transparent marked, hvor de priser, som stilles i Saxo Banks handelssystem, kontinuerligt vurderes af dem, som anvender bankens online handelsplatforme," skriver Finanstilsynet.

Oliver Wyman har taget en stikprøve af i alt 334.276 handelsordrer af de pågældende handelsordrer i Saxo Bank. Kun 363 handelsordrer havde en eksekveringspris til ugunst for kunden, svarende til 0,1 pct. af stikprøven.

"Antallet på 363 uforklarede handelsordrer ligger inden for Oliver Wymans erfaringer med lignende undersøgelser. Finanstilsynet har ikke fundet anledning til at foretage yderligere tilsynsreaktioner," konstaterer tilsynet.