Samsung Pay om lancering i Danmark: Vi venter på bankerne

322644_16_9_large_583.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
08. apr 2016 KL.11:03
Samsung Pay lanceres i år i de første lande i Europa - bl.a. Storbrittanien og Spanien - men danskere med Samsung-telefoner må stadig væbne sig med tålmodighed.

Det skyldes, at bankerne ikke er klar endnu, siger chefen for Samsung Pay i Europa, Nathalie Oestmann, da Børsen møder hende på den store fintech-konference Money 20/20 i København.

”Vi ser på europæiske lande at lancere i, men vi har ikke lagt os fast på en dato for Danmark,” siger Nathalie Oestmann, chef for Samsung Pay i Europa.

Hvor lang tid vil det højest tage?


”Jeg vil vende det om og sige, at det afhænger af bankerne. Mit budskab til bankerne er, at de skal blive klar så hurtigt som de kan, og så er vi klar til at gå i gang,” siger Nathalie Oestmann.

Samsung Pay er en løsning baseret på virtuelle kreditkort, og den kræver således, at bankerne er i stand til at udstede kreditkort, der kan lægges ned på folks mobiler.

”Tro mig, vi taler med hele økosystemet i alle de europæiske lande. For hvis ikke bankerne og betalingsformidlerne vil samarbejde, kan vi ikke få vores produkt i luften. Så vi har været i Danmark og talt med folk, men der er ikke en dato endnu,” siger Nathalie Oestmann og tilføjer:

”Bankerne i Norden går ofte på tværs af landene, hvilket er godt for os, og i Danmark har man også Nets. Vi har også været i dialog med Nets.”

Nets har meldt ud, at de lancerer en mobil-version af Dankortet i efteråret.

Hemmeligt våben


Samsung er ikke den eneste virksomhed, der arbejder på at levere mobile betalingsløsninger til brugerne, men som hardwareproducent har de visse fordele i forhold til mange konkurrenter.

F.eks. kan  Samsung Pay benyttes på gammeldags dankort-terminaler med magnetstribe (MST), fordi der er indbygget en lille dims i telefonerne.

”I Danmark er den kontaktløse andel ikke så høj som i andre europæiske lande, så vi tror MST kan være en god broteknologi, som betyder, at folk ikke behøver at tænke over det,” siger Nathalie Oestmann og tilføjer:

”Folk har ikke lyst til at skulle tænke over, om de kan bruge telefonen til at betale i en butik. De vil kunne løbe en tur, stoppe i butikken på hjørnet og være sikre på, at de kan købe vand.”

Det kan også gøre det attraktivt at bruge løsningen, når man er ude og rejse, mener hun.

”Vi vil også være der, når du rejser til andre lande, hvor andelen af kontaktløse terminaler er lavere. Sverige er lige ved siden af, og her er andelen kun 10 pct. I USA er den 11 pct.,” siger Nathalie Oestmann.