Sådan deles rovet efter canadisk udbyttefinte: Storbanker har scoret kassen, mens pensionskasse står til milliardtab

387783_16_9_large_811.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
16. sep 2019 KL.12:28
Opdateret 13:37 - En række internationale storbanker og den canadiske pensionskasse Hoopp har i årevis foretaget handler, som gjorde det muligt at kræve dansk udbytteskat refunderet for hundredevis af millioner. Knap 900 mio. kr. nåede at blive udbetalt, mens Skattestyrelsen har afvist anmodninger for 1,3 mia. kr.

Men hvor er de mange skattekroner endt – og hvem hænger på regningen, hvis Skattestyrelsen vinder sagen om tilbagebetaling af de 900 mio. kr., der skal køre ved Østre Landsret? Det kan det fortrolige materiale, som Børsen og DR har fået adgang til, gøre os klogere på.

De oprindelige ejere – og deres banker

Handlerne starter med, at skattepligtige investorer med hjælp fra storbanker som UBS og JP Morgan låner deres aktier ud. Det tager investorer og banker et gebyr for. I 2014 og 2015 krævede de typisk at få omkring 88 pct. af det samlede udbytte i kompensation for at låne ud henover udbyttedagen. 15 procentpoint af de 27 pct. i dansk udbytteskat endte altså her.

Ud af de 2,2 mia. kr., som handlerne skulle udløse i refusion af udbytteskat, fik de oprindelige investorer og deres banker altså knap 56 pct. - eller 1,2 mia. kr.

Mellemmændene


De danske aktier blev lånt til en række andre storbanker, som Deutsche Bank, Merrill Lynch og Barclays, som solgte aktierne videre til pensionskassen Hoopp. Samtidig indgik de en finansiel kontrakt, der sikrede, at kursstigninger eller kursfald tilfaldt storbankerne.

Priserne på aktierne og de finansielle intrumenter betød ifølge Børsen og DR’s oplysningerne, at storbankerne her tjente det, som svarede til ca. 17 pct. af den senere refunderede udbytteskat. I kroner og ører svarer det til knap 400 mio. Kr.

Pensionskassen Hoopp

Hvis handlerne var gået som planlagt, kunne sygeplejerskerne og de andre ansatte i sundhedssektoren, der er medlemmer af pensionskassen Hoopp, altså glæde sig over en gevinst på omkring 600 mio. kr., når de andre parter i handlerne havde taget deres del. Det gjorde de dog ikke, og hvad det betyder for pensionskassen vender vi tilbage til.

Nordea

Til sidst hjalp Nordea med at indsende anmodningerne om refusion af udbytteskat. Vi ved ikke, hvad betalingen var for det, men ifølge Børsens kilder er det typisk ikke en service, som banker tager sig særlig godt betalt for. Der er derfor formentlig tale om et ubetydeligt beløb i denne sammenhæng.

Regningen ender hos danskerne eller canadierne

Hvis handlerne var gået efter planen, var det altså kun de danske skatteydere, som havde grund til at ærgre sig, da statskassen gik glip af udbytteskatten fra de oprindelige investorer. Men Skattestyrelsen fik mistanke og har kun refunderet 900 mio. kr. ud af de 2,2 mia. kr.

Da de andre parter blev betalt i forbindelse med handlerne, står Hoopp allerede nu til et tab på omkring 700 mio. kr., hvis ikke selskabet får flere penge refunderet. Og hvis det taber sagen til de danske myndigheder, så kan tabet vokse til 1,6 mia. kr.

Hvis Hoopp nægter at betale, så har Skattestyrelsen også rettet et krav mod Nordea i sagen. Hvis retten mener, at Nordea har et ansvar, kan en del af regningen derfor også ende her.

Men hvis ikke der rejses en straffesag, så tyder alt på, at de parter, som har modtaget størstedelen af gevinsten, kan sove roligt.