Ringkjøbing Landbobank overvejer at følge trop: Vil indføre negative renter for privatkunder

386327_16_9_large_798.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
20. aug 2019 KL.15:08
Jyske Banks beslutning om at indføre negative renter får nu Ringkjøbing Landbobank til at overveje at følge trop. Det fortæller bankdirektør Jørn Nielsen.

"Jeg vil sige, at hele øvelsen giver god mening i forhold til den renteudvikling, der har været de sidste måneder. Så det korte svar er ja, det giver os anledning til at overveje at introducere negative renter til privatkunder," siger han og fortsætter:

"Vi er i overvejelsesfasen, og hvordan og hvorledes vi vil udmønte det, ved vi ikke endnu. Men det vil blive de store indlånskunder."

Hvor mange kunder, banken har i det helt høje segment med et indskud på 7,5 mio kr. eller mere, kan Jørn Nielsen ikke oplyse, men han fortæller, at det er en meget lille andel af Ringkjøbing Landbobanks kunder.

Banker i penibel situation

De markant faldende renter gennem de seneste år har sat banksektoren i en penibel situation. En del af deres overskudslikviditet ligger bankerne og betaler renter af til Nationalbanken, hvilket i flere år har affødt heftig debat, om bankerne burde sende regningen videre til deres kunder.

Indtil videre er det kun gået ud over nogle af landets erhvervskunder, men Jyske Banks direktør, Anders Dam åbnede tirsdag morgen ballet og sagde, at kunderne kun vil være friholdt af negative renter op til et indestående på 7,5 mio. kr. 

Forrentningen af indlån herudover aftales individuelt med banken. Indgås der ikke en aftale, er rentesatsen minus 0,6 pct. årligt.

Der drøftes i øjeblikket heftigt i danske bankledelser, om man i en eller anden form vil følge efter Jyske Bank.