Realkreditgælden vokser mest i København

Finans
Eksklusivt for kunder
27. aug 2019 KL. 9:23

Husholdningernes realkreditgæld er steget i 88 af landets 98 kommuner det seneste år, og værst er det gået i Københavns Kommune, hvor den samlede realkreditgæld er øget med 6,5 pct. siden juli 2018, skriver Nationalbanken i en meddelelse tirsdag.

Realkreditgælden stiger mest, hvor boligpriserne er steget hurtigst de senere år, og 9 ud af de 10 kommuner med hurtigst voksende realkreditgæld er såkaldte vækstområder, hvor Finanstilsynet har indført ekstra begrænsninger på, hvor meget boligejere må låne i forhold til indkomst og formue.

Vækstområderne omfatter 18 kommuner i København og omegn samt Aarhus.

Her stiger gælden dog ikke helt så hurtigt som tidligere, idet den årlige vækst er faldet fra 6 til 5,1 pct. over de seneste 12 måneder, bemærker Nationalbanken, der vurderer at netop starmmere krav til låntagere "har haft en – om end beskeden – dæmpende effekt på omfanget af nye lån i vækstområderne."

I den anden ende af skalaen ligger især de sydlige kommuner, herunder bl.a. Lolland, Langeland og Ærø Kommune. Her er realkreditgælden reduceret med 2,4 pct. over det seneste år, og det er blandt andet også her, at der afdrages mest, og det er også her at afdrag sænker restgælden mest, skriver Nationalbanken.

Flere mindre pengeinstitutter har på det seneste langet ud efter Finanstilsynet og dens vækstvejledning, der er kilden til de strammere krav til boliglånere i områder med de hurtigst voksende priser.

Tilsynets direktør Jesper Berg sagde i sidste uge i et interview med Børsen, at bankerne i stedet bør bekymre sig om de ultralave renter, der giver boligejere mulighed for at få penge for at låne.

"Der er mange, der har været ude at sige, at så holder man unge mennesker ude af boligmarkedet, men jeg vil hellere sige, at på den måde beskytter man unge mennesker, så de ikke kommer ind på boligmarkedet med et gældsniveau, som de kommer til at hænge på de næste 10-20 år," sagde Berg.