Nordea skuffer markant i tredje kvartal - overskud daler og lander under forventninger

370994_16_9_large_252.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
24. okt 2018 KL. 9:33

Opdateret kl. 06.46.

Nordens største bank kommer ud af årets tredje kvartal med et overskud på 684 mio. euro svarende til ca. 5,1 mia. kr.

Det er dermed dårligere end samme periode sidste år, hvor Nordea kom ud af årets tredje kvartal med et overskud på 832 mio. euro svarende til ca. 6,2 mia. kr.

Det er samtidig lavere end analytikernes forventning om et overskud på 715 mio. euro svarende til ca. 5,3 mia. kr, viser estimater indsamlet af Ritzau Estimates blandt op til 10 analytikere.

Det viser storbankens netop offentliggjorte regnskab for tredje kvartal.

"3. kvartal var udfordrende, og vi er ikke tilfredse med udviklingen i indtægterne. Nettorenteindtægterne var stabile, mens gebyr- og provisionsindtægterne og især nettoresultatet af poster til dagsværdi var svage primært som følge af svære markedsforhold og lav aktivitet blandt erhvervskunderne", siger Nordas topchef Casper von Koskull i en kommentar til regnskabet.

Vigtig post lander under forventninger

Nettorenteindtægterne, som er en vigtig indtægtspost for bankerne, lander for tredje kvartal på 1072 mio. euro. Dermed er de lavere end samme periode sidste år, hvor de var på 1,185 mia. euro. Det er under analytikernes forventninger til nettorenteposten, der ifølge Ritzau Estimates lød på 1077 mio. euro.

Nettogebyrindtægterne lander på 703 mio. euro – hvor de i samme periode sidste år lød på 814 mio. euro. Det er ligeledes under analytikernes forventninger på 776 mio. euro.

Omkostningerne, som analytiker i Sydbank, Mikkel Emil Jensen, i går pegede på, burde vise positive takter, lyder på 1,136 mia euro. Udviklingen er dermed en spids bedre end analytikernes forventning om en reduktion til 1,173 mia. euro, og samtidig mindre end samme periode sidste år, hvor de var på 1,204 mia. euro.

Banken overraskede positivt i andet kvartal på omkostningssiden, og selvom den positive overraskelse blandt andet var afledt af engangsposter i forbindelse med, at banken frasolgte Nordea Liv og Pension, var analytikerens bud, at de gode takter ville fortsætte, hvilket viste sig at være tilfældet.

Nedskrivninger på udlån løber op i 44 mio. euro. I samme periode sidste år lød posten på 79 mio. euro. Analytikerne havde på forhånd forventet, at posten ville lande på 67 mio. euro.

Fastholder forventninger til overskud - mens forventning til størrelsen af omkostninger nedjusteres

Storbanken fastholder forventningerne om et højere heltårsoverskud i 2018 sammenholdt med 2017. Sidste år lød helårsoverskuddet på 3407 mio. euro. svarende til ca. 25 mia. kr.

Til gengæld reducerer banken forventningerne til de samlede omkostninger, og Casper von Koskull peger i en kommentar til regnskabet på, omkostningsstrategien bærer frugt. Før regnskabet lød forventningen til størrelsen af omkostningerne på 4,9 mia. euro, mens den nu er på under 4,8 mia. euro. Det er i tråd med analytikernes forventning.

"Vi leverer på vores omkostningsstrategi, og for 2018 venter vi at ramme et omkostningsniveau på under 4,8 mia. euro, som vil blive yderligere reduceret i lokal valuta i 2019," fortæller koncernchef Casper von Koskull i regnskabet.

De seneste år har kapitalkrav, omkostningsinitiativer, en oprustning på compliance efter Panama-papirerne – samt it – fyldt meget i Nordea.I september offentliggjorde banken, at Nordea og DNB sælger 60 pct. af den baltiske bank Luminor til kapitalfonden Blackstone i en handel til over 12 mia. kr. Udover Luminor har banken solgt private banking-aktiviteterne i Luxembourg og Singapore til schweiziske UBS, og det danske pensionsselskab Nordea Liv og Pension til kundeforeningen Norliv.

I august meddelte Nordea, at banken havde indgået en aftale om salget af Nordea Ejendomme. Salget ventes afsluttet i fjerde kvartal 2018, og Nordea regner med at få en kapitalgevinst på 35 mio. euro.

Siden årsskiftet er Nordea-aktien faldet 20,64 pct. og lukkede tirsdag i kurs 59,68.