MP Pension ophæver karantæne af skandaleramt storbank

383702_16_9_large_515.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
26. jun 2019 KL.17:02

Efter knap 10 måneders stop for investeringerne i den skandaleramte australske storbank Macquarie vælger MP Pension nu at ophæve sin karantæne af banken. Karantæne betyder i MP Pensions investeringspolitik, at investeringerne kun nedbringes og ikke øges i tiden, hvor karantænen står på.

"Vi har været i en meget skarp dialog med Macquarie på ledelsesniveau siden karantænens start, set deres nye skattepolitik og senest i London haft en lang snak med direktøren," siger adm. direktør i MP Pension Jens Munch Holst.

Investeringsstoppet blev sat i kraft, efter at det i efteråret 2018 kom frem, at Macquarie er involveret i en sag om formodet bedrageri og spekulation med udbytteskat i Tyskland, Schweiz og Frankrig i 2010 og 2011. 

"Der har ikke været noget siden 2011, og de samarbejder fuldt ud med de tyske myndigheder, mens den her sag kører. Så vi synes, vi har fået et godt billede af en virksomhed, der ikke vil være en del af den slags fremadrettet og tager ansvar for, hvad der er sket,” siger Jens Munch Holst.

Ikke solgt ud

MP Pension har aktier i Macquarie for 29 millioner kroner og godt 800 millioner i infrastrukturinvesteringer forvaltet af Macquarie, der alle blev sat på hold.. I karantænes tid har pensionsselskabet dog ikke solgt noget.

"Vi kunne godt have valgt at sælge noget ud, men vi har valgt at bruge karantænen offensivt ved at tage dialogen med virksomheden. Så vi mente ikke, at der var grund til at sælge ud på daværende tidspunkt, for vi vidste ikke nok,” siger Jens Munch Holst

I efteråret 2018 havde ni ud af 24 danske pensionsselskaber i en rundspørge foretaget af Børsen enten investeret penge i eller sammen med Macquarie. Pensam var i april 2019 det eneste pensionsselskab, der havde Macquarie på den sorte liste.

Tror på ny ledelse

Sagen om spekulation med udbytteskat i Macquarie, der også er kendt som "vampyrkænguruen", kører stadig, og den nuværende direktør, Shemara Wikramanayakes, mulige indblanding i sagen undersøges fortsat.

Hvordan kan man have tillid til en siddende ledelse, der muligvis har været bevidst om, hvad der skete dengang?

"Man kan have tillid til ledelsen, hvis man ser nogle nye boller på suppen. Og der er ingen tvivl om, at den nye direktør har en helt anden tilgang til verden en den forhenværende. Der er sket en markant justering på toppen mod mere fokus på f.eks. klimaudfordringerne. Om det er at pudse glorien, ved jeg ikke, men der er sket meget," siger Jens Munch Holst.

Og ifølge direktøren kommer MP Pension til at holde skarpt øje med selskabet fremover.

"Når man har været inde i sådan et her forløb, går man mere hårdt til sådan et selskab, hvis man skal lave en fremtidig aftale," siger direktøren.

MP Pension har dog ikke planer om nye investeringer i Macquarie på nuværende tidspunkt.

"Men det betyder ikke, at jeg ikke om 3 måneder eller et halvt år vil kigge ind i det, hvis der kommer noget, der passer ind i vores portefølje. Så skal vi jo være nysgerrige," siger Jens Munch Holst.