Milliardfond blåstempler Copenhagen Fintech med millionstøtte

368656_16_9_large_791.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
10. sep 2018 KL.16:31
Copenhagen Fintech får med en to-cifret millionindsprøjtning fra Industriens Fond et kæmpe boost i at hjælpe lovende fintech-virksomheder i gang og skallere deres vækst.

I sidste ende skal satsningen resultere i fødslen af flere fintech-virksomheder og bedre muligheder for at tiltrække talent, også fra udlandet. Men måske vigtigst vil man presse de nye fintech-babyer til fra begyndelsen at have en global forretningsmodel og dermed være mere aggressive fra start.

”Vi er utrolig stolte og glade for, at Industriens Fond vælger at støtte projektet. Det er selvfølgelig en anerkendelse af og støtte til dansk fintech, men det er i høj grad også en støtte til det danske iværksættermiljø generelt. Et af formålene er jo netop, at vi får viden fra projektet ud til andre tech vertikaler samt erhvervslivet i mere bred forstand,” fortæller direktør, Thomas Krogh Jensen fra Copenhagen FinTech.

Modtager 11,4 mio. kr

Industriens Fond sidder på en formue på næsten 5 mia. kr. og uddeler hvert år 250 mio. kr. til projekter.

Copenhagen Fintech modtager 11,4 mio. kr. fra Industriens Fond og selv om det i lyset af de ovenstående tal måske ikke lyder af så meget, er det mange penge for den relativt nystartede fintech–industri.

”Støtten betyder også, at Danmark får det første dedikerede fintech-accelerationsprogram, som skal hjælpe fintech-startups med at komme på markedet både i og uden for Danmark,” udtaler innovationschef Simon Schou fra Copenhagen FinTech.

Ornit Shinar, der er chef for fintech-investeringer i den globale investeringsbank, Citi, sagde sidste år til Børsen, at hun ser meget talent i Danmark, men at danske fintech-babyer skal tænke langt større fra starten, hvilket kræver meget kapital i de tidlige faser.

“Dette skal gerne resultere i, at danske virksomheder skal blive hurtigere og bedre til at skallere internationalt,” forklarer Thomas Krogh Jensen.

Opbygger ambitiøs allianceplatform

Konkret får Copenhagen FinTech med støtten fra Industriens Fond nu mulighed for at opbygge en unik og ambitiøs global allianceplatform, der understøtter danske virksomheders globaliseringsevner og hjælper danske fintech-virksomheder med at opbygge partnerskaber og alliancer med blandt andre finansielle institutioner, investorer og lokale myndigheder. Derudover kan der også skabes nye adgange til viden og talent i universitetsmiljøerne. Samtidig med dette vil projektet også fokusere på at markedsføre Danmark globalt som en førende tech-hub og tiltrække udenlandske startups og talenter til Danmark.

I starten af denne uge tog Copenhagen Fintech, sammen med fintech-virksomhederne, Norfico, MakerDao, Penstable og erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) til fintech-miljøet i Singapore for at bygge bro til København.

Michael Juul Rugaard – partner i Norfico - som også er med på turen til Singapore, mener, at aftalen med Industriens Fond er en fantastisk nyhed, ikke bare for Copenhagen Fintech og de danske fintech-virksomheder, men også for den danske finansielle sektor, som samarbejder med fintech-virksomhederne og nyder godt af den innovationskraft, der genereres i dansk fintech i de her år.

“Norfico - blandt andre - har de seneste par år talt varmt for, at Danmark i højere grad skal søge at udnytte potentialet i samarbejdet mellem forskellig fintech-knudepunkter rundt om i verden. Vi kan tiltrække virksomheder og enkelttalenter til Danmark og eksportere løsninger og viden den modsatte vej. Bl.a. er der for kort tid siden indgået en samarbejdsaftale med Ontario, og nu er det så Singapore. Med støtten fra Industriens Fond er der midler til at følge ordentligt op på aftalerne og til at indgå flere partnerskaber med relevante fintechhubs. Det er meget glædeligt," fortæller Michael Juul Rugaard 

Erhvervsminister med til Singapore

Fra erhvervsminister, Rasmus Jarlov, lyder det.

"Al erfaring viser, hvor svært de kan være for start-ups at få succes på de globale vækstmarkeder. Jeg er derfor glad for, at vi nu får en langt bedre redskabskasse til at støtte fintech virksomhederne i udlandet. Det er blandt andet også derfor, jeg er i Singapore, hvor jeg skal underskrive en samarbejdsaftale, der skal styrke forholdet endnu mere mellem danske og singaporeanske iværksættere,” forklarer erhvervsminister, Rasmus Jarlov (K)

Fra Copenhagen Fintech er der også stor glæde over turen til Østen.

“Vi skal møde de vigtigste interessenter – banker, investorer, regulator, universiteter osv. – og har også et konkret ”tilbud” med til dem omkring en ”bro” hvor vi hjælper de virksomheder som vil kigge mod Norden/Danmark,” uddyber Thomas Krogh Jensen.

Fintech accelererer forretningsmodeller

I Industriens Fond ligger donationen på 11,4 mio. kr. helt på længde med den nye strategi, der også inkluderer millioner til forskning i 3D og cybersikkerhed.

Topchef, Mads Lebech fra Industriens Fond forklarer, at pengene på den ene side går til at få skabt et acceleratorprogram med danske virksomheder der også kan gå til udlandet. Det andet er at få udenlandske øjne til at se, at Danmark er det rigtige sted at vokse.

”Projektet bidrager til at bygge bro mellem ny teknologi og det brede danske erhvervsliv. Ved at globalisere det danske fintech-miljø understøttes teknologiudviklingen, innovationen og i sidste ende danske virksomheders konkurrenceevne og evne til at implementere ny teknologi,” siger direktøren fra Industriens Fond, og fortsætter:

”Fintech er med til at accelerere nye forretningsmodeller i hele erhvervslivet – både i små og store virksomheder. Det er derfor afgørende for Danmark, at vi sikrer et stærkt samspil mellem fintech-branchen og det øvrige erhvervsliv.”