Liberalisering af pensionsmarkedet på vej

259203_16_9_large_678.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
05. jun 2013 KL.12:11

De ellers så vandtætte skotter mellem de kommercielle pensionsselskaber og de ikke-kommercielle arbejdsmarkedskasser er sprunget læk.

En pensionsekspert forudser overfor Børsen Finans en begyndende liberalisering af pensionsmarkedet.

Udfordring

Som Børsen fortæller i dag, er arbejdsmarkedskassen Sampension som de første klar til at udfordre de kommercielle pensionsselskaber.

Sampension er blevet inviteret med i et udbud om 5000 Mærsk-medarbejderes pensionsopsparinger, og i det udbud skal de bl.a. konkurrere med de kommercielle Danica og PFA.

Læs også: Sampension klar på udbud

Søren Andersen, der er direktør i rådgivningsselskabet Invesure, spår, at Sampension ikke bliver de sidste, der vil udfordre opdelingen.

"Det her kommer vi til at se mere af. Vi kommer til at se en øget konkurrence på pensionsområdet, det er jeg ikke i tvivl om. Der er nemlig en række af de ikke-kommercielle pensionsudbydere, som jeg ikke kan se, hvorfor danskerne ikke skule have mulighed for at vælge," siger han til Børsen Finans.

For godt nok er produkterne fra arbejdsmarkedskasserne mere simple, men til gengæld er prisen også derefter. Hvor Danicas årlige omkostninger i procent (ÅOP) sidste år var på 1,6 pct., Nordea 1,7 pct. og Topdanmark 1,8 pct., kan Sampension byde ind med en omkostningsprocent på bare 0,3 pct.

Læs også: Gebyrhop koster pensionskunder dyrt

Arbejdsmarkedspensionerne er typisk billigere, fordi selskaberne tilbyder færre produkter og servicer. Derudover har de ikke en ejer, der skal serviceres, som hos f.eks. Danica, der skal sende et udbytte videre til ejeren Danske Bank. Arbejdsmarkedspensionerne er ejet af medlemmerne.

Liberalisering

Søren Andersen mener, at Sampensions forsøg på at score Mærsk-ordren er et tegn på en begyndende liberalisering af pensionsmarkedet, som vil betyde større valgfrihed.

"Et skridt mod liberaliseringen er, at arbejdsgivere, der normalt kun har kunnet vælge de kommercielle løsninger, også får mulighed for at vælge de ikke-kommercielle. Det er et helt andet produkt, og det giver ikke mening, at man ikke kan vælge dem," siger han.

På sigt mener han også, at bevægelsen vil gå den anden retning. For når de ikke-kommercielle pensionsselskaber bevæger sig ind på de kommercielles banehalvdel, må de også forvente, at de kommercielle selskaber vil gå efter arbejdsmarkedspensionerne.

"Så vi kommer til at se et mere fleksibelt pensionssystem fremadrettet, hvor der bliver større valgfrihed og større konkurrence," slutter Søren Andersen.