Kronik: Mod det socialistiske paradis

Finans
Eksklusivt for kunder
28. feb 2013 KL. 0:00

Tænk at have den frækhed at sætte spørgsmålstegn ved verdens højeste skatter

OPINION - Danmark er verdens lykkeligste land, fordi vi gladelig giver vores arbejdskraft til andre.

Langt størstedelen af de danske skatteydere føler en særlig tilfredshed ved at sikre velfærdssamfundets beståen. I overført betydning arbejder skatteyderne mere end halvdelen af ugen for staten og under halvdelen af ugen for sig selv.

De hårdtarbejdende danskere, der har været så heldige at få tildelt et arbejde, knokler således indtil torsdag eftermiddag for almenvellet. Herefter kan de bruge de sidste af ugens timer på at tjene penge til sig selv og deres familie.

I gamle dage kaldte man det – lidt nedladende – at udføre hoveriarbejde for herremanden. Nu kalder man det at betale sin skat med glæde for fællesskabet. Vi skal jo yde efter evne og nyde efter behov, som de gamle kommunister sagde.

I den optik er det egentlig besynderligt, at visse mennesker er så selviske, at de ikke bare arbejder 100 pct. for staten.

Garanter for tryghed


Danskerne må således godt få lov til at beholde deres egen tandbørste, når Enhedslisten en dag overtager magten. Det har de lovet i et anfald af blødsødenhed. Men lad gå. Enhedslistens folk er trods alt de mest sociale af alle socialister.

Danmark har brug for Enhedslisten. Men desværre er det kun en mindre del af den danske befolkning, der har erkendt, at Enhedslisten og deres ligesindede kan skabe den fornødne tryghed, lighed og ikke mindst fairness.

Også selvom vores samfund massivt favoriserer selviske, nasseprinser og samfundsnedbrydende kapitalister – som Enhedslistens rådgiver Pelle Dragsted ser på sagen.

Disse egoistiske og kyniske kapitalister har den frækhed at sætte spørgsmålstegn ved det fornuftige og rimelige i at betale verdens højeste skatter i et samfund, hvor der nu er hele 3 kommuner ud af 97, der har flere mennesker i arbejde i forhold til folk uden for arbejdsmarkedet.

Kapitalister og andre snyltere


Derfor er det befriende, når hele landets vagthund, Ekstra Bladet, lader indsigtsfulde kommunister komme til orde for at give sæk til landets ondeste kapitalistiske kræfter – dem i Saxo Bank.

Jeg bidrager gerne med en afsløring til Ekstra Bladet. F��lgende er hørt i Saxo Bank, Danmarks største base for snyltere og forbrydere, som stadig af uvisse årsager er på fri fod:

"Hvor er det dejligt, at det er muligt tage alle pengene fra de hårdtarbejdende danskere, der har lagt fundamentet for velfærdssamfundet og herefter slippe med 2 pct. i skat. Vores lille kongerige er i sandhed et paradis – i enhver henseende – for kolde, blodsugende, egoistiske kapitalister som os."

Som bekendt er det nemlig Saxo Bank, der opkræver alle danskernes penge – inden vi lader en brøkdel af dem gå tilbage til folk selv.

Enhedslistens sociale socialister fortjener magt som de har agt med henblik på at skabe vækst og arbejdspladser. Danmark blev som bekendt et af verdens rigeste lande, fordi politikerne støttede og opmuntrede produktionen af vindmøller – frem for etableringen af banker.

De hjerteløse kapitalister i Saxo Bank tvinger åbenlyst deres over 1200 ansatte på arbejde – lænket til computerskærmene.

Dertil kommer, at de tvinger kunderne ind i ondskabens hule for at blive plyndret for de ti sidste kroner. Så Saxo Bank tager fejl, hvis de tror, man kan få syndsforladelse ved at slippe med nogle få trecifrede millionbeløb i private skattebetalinger.

Penge har Fanden skabt


Verden har ikke brug for finansielle institutioner, der kan kanalisere finanser rundt imellem onde kapitalister. Penge er i det hele taget noget, Fanden har skabt, så man kunne slippe for at bytte ting – ærligt og redeligt.

Vi må se frem til, at Enhedslisten og deres ligesindede socialister af alle partier får jaget de sidste onde kapitalister ud af landet. Så vil man kunne skabe det socialistiske paradis.

Det er godt nok gået lidt skævt hist og her. Men det har naturligvis været, fordi alle ikke spillede konstruktivt med, som de skulle.

Jagten fortsætter

Frihed – og det at stræbe efter sin egen lykke – er blot en undskyldning for at træde på andre. Idéen om, at frie mennesker kan indgå frivillige aftaler med andre frie mennesker, for egen vindings skyld, fører kun til udbytning og ondskab.

Når umenneskene i Saxo Bank engang er blevet fjernet fra jordens overflade, vil det blive lettere at opnå et godt og rimeligt samfund. Så kommer turen til de næstværste kapitalister. Og dem vil der nok være en del af, indtil selv tandbørsteproducenterne har forstået, at produkterne skal foræres væk. Til gavn for tandsundheden, naturligvis.