Kendt cheføkonom bliver finansdirektør

313896_16_9_large_275.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
03. nov 2015 KL.17:09

Opdateret kl. 10.09 - En af mediernes foretrukne cheføkonomer Lone Kjærgaard bliver nu finansdirektør i Arbejdernes Landsbank. 

Det skriver FinansWatch og Arbejdernes Landsbank bekræfter oplysningerne til Børsen. Går man ind på bankens hjemmeside står Lone Kjærgaard også som finansdirektør. 

Lone Kjærgaard har i de seneste år været med til at skabe ekstra opmærksomhed omkring Arbejdernes Landsbank, da hun er blandt journalisternes foretrukne økonomer. 

Sidste år var Lone Kjærgaard en af de mest citerede økonomer i Danmark og optrådte mere i medierne end f.eks. Finanstilsynets daværende direktør Ulrik Nødgaard, direktør Tine Roed fra Dansk Industri og Lars Andersen, direktør i AE, ifølge en opgørelse fra Børsen. 

Lone Kjærgaard har tidligere erfaring fra Nationalbanken og var fra 2008-2010 seniorøkonom i Realkreditrådet, inden hun rykkede til Arbejdernes Landsbank, hvor hun startede som chefanalytiker i 2010 og året efter blev cheføkonom og leder af bankens økonomiske sekretariat. 

Senest har Lone Kjærgaard slået sine folder som en del af Børsens ugentlige kommentatorhold, hvor hun har kommenteret privatøkonomien, realkreditten og renterne.

Hos Arbejdernes Landsbank vil Lone Kjærgaard fortsat blive brugt som kommentator. 

"Vi vil stadig bruge Lone Kjærgaard i forhold til at kommentere på udvikling og retning. Vi vil dog bruge hende i mindre omfang end før, og vi letter hende også på nogle af de opgaver, hun har haft internt. Vores andre økonomer vil også blive brugt til kommentarer og synspunkter på andre områder," siger Gert R. Jonassen, ordførende direktør i Arbejdernes Landsbank.