Jesper Nielsen efter fyring i Danske Bank: "Der var møgsager så godt som hver uge"

390852_16_9_large_100.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
07. nov 2019 KL.15:26

Danmarkshistoriens måske bedst kendte topleder-vikar, Jesper Nielsen, arbejder fire måneder efter fyringen fra Danske Bank som fintech-konsulent tre dage om ugen, mens han venter på et nyt topjob.

Jesper Nielsen vil ikke sige meget om fyringen 24. juni, der fulgte ovenpå Flexinvest Fri-sagen. På det tidspunkt var hollandske Chris Vogelzang blevet installeret som fast topchef i Danske Bank, mens formanden Karsten Dybvad havde siddet på posten siden december.

Men da han bliver spurgt, om hans exit skyldtes, at banken havde fået ny ledelse, siger Jesper Nielsen:

“Jeg tror, at det var Flexinvest Fri-sagen, der gjorde, jeg blev fyret, og ikke at der lå andet bag. Bestyrelsen vurderede, at der skulle placeres et ledelsesmæssigt ansvar, og det blev placeret hos mig. Det må man bare tage til efterretning og ikke bidrage til den sag med kommentarer.”

Svær afskedstale for Thomas Borgen

Jesper Nielsen havde tilbragt hele sit arbejdsliv i Danske Bank, inden han 1. oktober sidste år blev kastet ud i opgaven som vikarierende topchef.

Det skete under to uger efter, at Thomas Borgen havde afleveret en rapport om hvidvask i Estland, der viste, at Danmarks største bank kunne være blevet brugt til hvidvask af svimlende 1.500 mia. kr.

“Det var så også mig, der skulle holde farveltalen til Thomas (Borgen, red.). Det var en svær situation, da jeg havde arbejdet for ham i rigtigt mange år,” erkender Jesper Nielsen.

Tiden som vikarierende topchef i banken var på mange måder utroligt lærerig.   

På anden dagen af hans virke havde han samlet de 150 øverste ledere i Danske Bank, og allerede i de første dage i jobbet skulle han redegøre for hvidvasksagen på høringer i Folketinget og Europaparlamentet.

“Det var en meget speciel situation, hvor man blev kastet ud i alt muligt fra starten,“ siger han om starten på tiden som topchef på lånt tid.

Stor viden om banken

Jesper Nielsen var dog bedre klædt på til jobbet end de fleste vikarer.

Med sig havde han en dyb viden om, hvordan den bank, han skulle drive, fungerede efter flere år i direktionen og et liv, der havde stået i bankens tjeneste siden økonomiuddannelsen fra Københavns Universitet.

Men skyggen fra otte år med hvidvask i Estland krævede, at han som topchef skulle tage beslutninger fra time til time.

“Det var så al det med at håndtere sagen. Hvordan får vi lagt en ny kommunikationsstrategi og hvordan kommer vi videre. Desuden skulle vi håndtere fra at have lavet undersøgelsen (Bruun og Hjejle undersøgelse om hvidvask i Estland 2007-2015, red.) til at fortsætte oprydningen til i øvrigt at håndtere en sigtelse,” siger han om Bagmandspolitiets anklage mod banken for hvidvasksvindel gennem perioden på otte år.

Oveni stod han i spidsen for en bank og et team, hvor alle vidste, at han ikke skulle fortsætte i spidsen.

“Jeg må bare sige, at teamet i Danske Bank fra direktion til resten af organisationen arbejdede utroligt hårdt med den sag”

Nye møgsager hver uge

”Som midlertidig chef kan man ikke bare sætte foden ned og sige, at det er sådan, jeg vil have det," siger Jesper Nielsen

Derfor var man nødt til at blive enige om tingene i direktionen, hvilket lå godt til Jesper Nielsen, da det altid har været hans ledelsesstil.

“De første tre-fire måneder af perioden kom der møgsager så godt som hver uge. Prioriteringsmæssigt var det relativt nemt, da det var det, som lå på bordet om morgenen”

I virkeligheden var du i perioden relativt meget en, der håndterede kriser i forhold til at være almindelig bankdirektør?

“Ja det kan man godt sige, jeg var.”

Ved siden af at være vikarierende topchef var han fortsat direktør i Danske Banks Banking DK.

“At være chef i Banking DK er efter min mening det bedste job i koncernen, så det var sjovt at prøve en periode. Jeg ønsker Danske Bank og mine tidligere kollegaer alt det bedste fremadrettet. Det fortjener de."    
Han siger, at Banking DK er en helt speciel forretning, hvor Danske Bank har en helt speciel plads i det danske samfund.

Jesper Nielsen fortæller, at han befinder sig rigtigt godt i rummet mellem den hårde bundlinje og udvikling, som tilfældet er i Banking DK.

Tilfreds kunde i Danske Bank

Alligevel kom fyringen til Jesper Nielsen som et lyn fra en klar himmel søndag aften den 23. juni.

Hvordan har du det med Danske Bank nu?

“Jeg er fortsat kunde i Danske Bank, og det er også der, hvor min konsulentvirksomhed er kunde. I øvrigt er jeg en meget tilfreds kunde. Herudover har jeg rigtigt mange gode ex-kollegaer, som jeg har meget stor respekt for,” siger han.

I øjeblikket har Jesper Nielsen kastet sig ind i konsulent-verdenen med fokus på strategi og betalingsområdet, som i flere år har været hans ekspertise.

Leder efter det rigtige job

Alligevel åbner han for at gå tilbage til et job i en stor virksomhed.

“Jeg kan sagtens forestille mig et nyt job i en stor virksomhed. Det kommer, når det kommer, da den slags job ikke hænger på træerne,” forklarer den tidligere Danske Bank-chef, der virker meget afslappet om det forløb.

Han bruger tre af ugens dage på at være konsulent i fintech-branchen.

“Så er tanken i virkeligheden at bruge resten af tiden på at få det rigtige job,” fortæller Jesper Nielsen, der langtfra har lagt sig fast på, at et kommende job også skal være i finanssektoren.

Han har i de seneste 30 år haft et job, der fordrede lederegenskaber. Mens han læste cand. polit på Københavns Universitet havde han et job i Danske Bank, som student, hvor han blev leder, inden han afsluttede sin eksamen.

“Bank er langt mere end ind- og udlån. Det er teknologi, betalingsvirksomheder og logistik, som jeg har brugt en stor del af mit liv på. Der er masser af brancher med den samme kompleksitet som i finanssektoren,” siger han.

Så ved siden af konsulent-jobbet har han en hverdag, hvor han møder headhuntere, virksomheder og investorer i forhold til fremtidige muligheder.

“Så har jeg opdaget det koncept, der hedder weekend. Det, synes jeg, er fantastisk,” smiler Jesper Nielsen.