Hvidvask, udbyttefusk og sanktionsbrud: Danske Banks nye økonomidirektør er vant til at rydde op efter skandaler

387251_16_9_large_874.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
05. sep 2019 KL.13:00

Det er en mand, som er vant til at lede en bank i modvind, som næste år træder ind på en af de helt central positioner i Danske Bank.

Landet største bank har nemlig hentet sin nye økonomidirektør og CFO, Stephan Engels, i tyske Commerzbank, hvor han har siddet i en lignende stilling siden april 2012.

Den 57-årige tysker tager over efter 41-årige Christian Baltzer.

“Vi sejler ikke længere i roligt farvand, og det vi har brug for nu er ikke bare talent. Vi har også brug for kamperfaring. Stephan har lavet det hele. Han er på min alder og ældgammel,” siger Danske Banks topchef, Chris Vogelzang, om ansættelsen og fortsætter:

”Engels har set det hele. Så det er fordi, vi har brug for en anden profil, men det har ikke været en rar beslutning at skulle tage, men det er den rigtige beslutning at tage, og vi er meget heldige at kunne få en mand med Stephans erfaring.”

Syv udfordrende år

De syv år har været en udfordrende periode for Tysklands næststørste bank, som har kæmpet ikke bare med økonomiske problemer, men også en række skandaler.

I 2015 indgik Commerzbank et forlig med de amerikanske myndigheder om at betale omkring 10 mia. kr. i bøder for en række overtrædelser af bl.a. hvidvasklovgivningen.

Det drejede sig bl.a. om at have brudt de amerikanske sanktioner mod Iran og bevidst forsøgt at skjule det for de amerikanske myndigheder.

De fleste af overtrædelserne var sket inden, at Stephan Engels skiftede karrieren i den tyske bilindustri ud med jobbet i Commerzbank.

Det samme gælder skandalen om Commerzbanks involvering i påstået svindel med udbytteskat.

Stephan Engels igangsatte ifølge Süddeutsche Zeitung i slutningen af 2015 en undersøgelse af, om Commerzbank havde deltaget i de såkaldte cum-ex-handler, som kort sagt gik ud på at kræve den samme udbytteskat refunderet flere gange.

Det viste sig, at banken ligesom flere andre tyske banker havde haft snablen i den tyske statskasse, hvilket vakte furore, da Commerzbank under finanskrisen var blevet reddet af de tyske skatteydere.

Forsvarede deltagelse i udbyttehandler

Oprydningen efter cum-ex-skandalen var ikke den eneste gang, hvor Stephan Engels måtte forholde sig til dubiøse, skattedrevne handler med aktier.

I 2016 afslørede tyske medier, hvordan Commerzbank i stor stil havde deltaget i såkaldt udbyttearbitrage – handler der i Tyskland går under navnet cum-cum og skønnes at have kostet statskassen over 180 mia. kr.

Handlerne flytter kort sagt aktier fra skattepligtige investorer til investorer, der kan få skatten refunderet i få dage omkring det tidspunkt, hvor udbyttet udbetales.

I første omgang forsvarede Stephan Engels handlerne:

“Vi foretager dagligt over 100.000 handler med tusindvis af markedsdeltagere. Dermed er det uundgåeligt, at vi også handler i såkaldte cum-cum-situationer. Vi sikrer gennem interne systemer og kontroller, at alle handler er i overenstemmelse med gældende ret,” sagde han på et pressemøde i forbindelse med bankens første kvartalsregnskab kort efter afsløringerne.

Få dage efter måtte Stephan Engels direktørkollega Michael Reuther dog ud og trække i land og sige, at Commerzbank stoppede sin deltagelse i handlerne.

"Vi trækker os fra den her lovlige forretning, da den ikke længere er socialt acceptabel," lød begrundelsen fra Commerzbank-direktør Michael Reuther til Bild.

Commerzbank har efterfølgende måttet hensætte et stort tocifret millionbeløb i euro som følge af cum-cum-handlerne.

Mislykket fusion


Udover skandalerne har Commerzbank de seneste år været presset af dårlige økonomiske resultater.

Tidligere i år forhandlede storbanken med Tysklands anden, problemramte bankkæmpe Deutsche Bank om en fusion. De planer faldt dog til jorden i slutningen af april.

Commerzbank-aktien er faldet over 60 pct. i den periode, hvor Stephan Engels har været i koncerndirektionen. I samme periode har Danske Bank-aktien givet et afkast på 18 pct. 

Aktie: Danske Bank