Her tjener kvinder 20 pct mere end mænd: Kendt brætspil vender lønforskel på hovedet

387612_16_9_large_414.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
12. sep 2019 KL.12:28

Den gamle hvidhårede mand med rød butterfly, stok og tophat der i mange årtier har prydet forsiden på den amerikanske udgave af matador-brætspillet, monopoly, må for første gang se sig forvist til en birolle i den nyeste udgave af spillet.

Ms. Monopoly er med starbucks-lignende kaffekop med ordet "boss" skrevet på og lysegrå blazer den nye frontfigur i et monopolyspil, hvor kvinderne har en finansiel fordel fra starten.

Som bekendt indkasserer man som spiller et vist beløb, hver gang man passerer startfeltet på spilbrættet, men i den nye version får kvindelige deltagere udbetalt 20 pct. mere end deres mandlige modstandere.

240 monopolydollar til damerne. 200 monopolydollar til herrerne.

Lønforskellen er beregnet ud fra amerikanske studier, der viser, at kvinder i landet tjener 0,80 dollar på det samme arbejde en mand tjener 1. dollar på. Ms. Monopoly har vendt lønforskellen på hovedet.

Som startkapital får hunkønnet også udleveret 1900 monopolydollar, og hankønnet nøjes med 1500.

I det nye spil skal deltagerne heller ikke købe ejendomme men i stedet investere i opfindelser lavet af kvinder som f.eks WIFI, redningsbåden, chokoladesmåkager og opvaskemaskinen.

I første omgang bliver spillet solgt i den amerikanske supermarkedskæde Walmart, hvor spillet kunne forudbestilles fra 10. september. 11. september er spillet udsolgt på Walmarts hjemmeside.