ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Dækker rejseforsikringen, hvis du rejser til et orange eller rødt land? Forsikringsselskaberne er dybt uenige

Der er stor forskel på, hvordan forsikringsselskabernes rejseforsikringer dækker ifm. rejser til orange og røde lande. Arkivfoto: Andreas Vinther
Der er stor forskel på, hvordan forsikringsselskabernes rejseforsikringer dækker ifm. rejser til orange og røde lande. Arkivfoto: Andreas Vinther

“Der er ingen tvivl om, at der er væsentligt flere, der kontakter os, for at finde ud af hvad der er op og ned. Der er stor usikkerhed blandt kunderne.” Sådan lyder det fra Topdanmarks privatkundedirektør, Carsten Elmose.

Årsagen til usikkerheden og alle spørgsmålene er corona. For hvordan skal man som rejselysten forsikringskunde forholde sig til en sommerferie, der står for døren?

“Jeg kan godt forstå, at folk er forvirrede. Det er jo ikke bare forsikringer, der ændrer sig, rejsevejledningerne ændrer sig også løbende. Så der er virkelig grobund for usikkerhed og forvirring,” siger Topdanmark-direktøren.

Hos de danske rejseselskaber er man mere end frustreret.

“Der er blevet lavet en masse ændringer på de i forvejen forskellige forsikringer den seneste tid. Så man skal virkelig ind og læse efter i detaljerne. Der er så mange djævler i detaljen lige nu,” fortæller Lars Thykier, adm. direktør i Danmarks Rejsebureau Forening.

Som det har været tilfældet i mange andre brancher, har også forsikringsselskaberne skullet forholde sig til en coronavirkelighed, der skyndsomt skiftede karakter.

Vores brand er omgærdet af stor tillid, det skal ikke kædes sammen med uansvarlighed

Thomas Klærke, direktør for pris- og produktudvikling, Tryg

Det har resulteret i ganske forskellige betingelser inden for rejseforsikringer, hvor der især er tale om to skoler: dem der dækker, hvis du bliver ramt af corona i et land, der er orange eller rødt i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Og dem der ikke dækker.

Hvilke selskaber der dækker hvad, vender vi tilbage til.

Men først de yderste konsekvenser, hvis man bliver ramt af corona på sin ferie, og ens forsikringsselskab ikke samler regningen op.

“Først og fremmest råder vi kunderne til at få en forsikring. Det er der sådan set ikke noget nyt i. Men når 10-20 pct. ikke har en rejseforsikring, når de rejser ud, er det bare endnu mere risikabelt nu under corona. I den værst tænkelige situation kan du jo ende i en respirator i udlandet. Især hvis det er uden for EU, koster det virkeligt mange penge. USA er selvfølgelig det mest kendte eksempel, her kan det let løbe op i mange hundredtusinder kroner,” siger Lars Thykier.

Og netop derfor opfordrer han folk til at gøre særligt meget ud af det med småt.

“Det er klart blevet en endnu større jungle for forbrugerne det seneste år, for produkterne er blevet løbende udviklet undervejs. Det er blevet mere uoverskueligt. Jeg ved godt, at man mest bare glæder sig til at rejse og holde ferie, men det er altså helt nødvendigt at gøre forarbejdet og læse betingelserne,” siger han.

Tryg går enegang

Og så tilbage til forsikringsselskabernes forskellige dækningsområder.

Hos Alm. Brand skriver selskabet på sin hjemmeside, at “din rejseforsikring hos Alm. Brand dækker som udgangspunkt som normalt, hvis du rejser uden for Danmarks grænser, også selvom Udenrigsministeriet fraråder ikkenødvendige rejser til den pågældende rejsedestination.”

Og sådan er det hos de fleste store forsikringsudbydere herhjemme. Både Topdanmark, Codan og Gjensidige går længere i dækningen, end det de danske myndigheder anbefaler.

Carsten Elmose i Topdanmark er “interesseret i, at vores forsikringsprodukt er så godt som muligt.”

Men selvom hans forsikringsprodukt dækker rejser til lande, der er malet orange og røde i Udenrigsministeriets rejsevejledning, så bifalder han dog ikke den slags rejser.

Vi opfordrer ikke kunderne til at gå imod Udenrigsministeriets anbefalinger. Dem skal vi følge. Men hvis nogen alligevel vælger at tage afsted, så skal de være godt dækket

Carsten Elmose, privatkundedirektør, Topdanmark

“Vi opfordrer ikke kunderne til at gå imod Udenrigsministeriets anbefalinger. Dem skal vi følge. Men hvis nogen alligevel vælger at tage afsted, så skal de være godt dækket. Vi har besluttet, at vores kunder skal beskyttes, uanset hvad,” siger han.

Et argument som landets største forsikringsselskab, Tryg, slet ikke køber.

25

pct. af markedet for rejseforsikringer sidder Tryg på

“Det er et forkert signal at tilbyde rejseforsikring til de lande,” siger Thomas Klærke, direktør for pris- og produktudvikling i Tryg.

“Jeg tror, at alle i Danmark forstår, at vi har en fælles forpligtigelse til at hjælpe hinanden, så vi kan komme tilbage til en hverdag igen. Og det gør man altså bedst ved at støtte op om myndigheders vejledninger,” siger han.

Modsat Topdanmark mener man i Tryg ikke, at der er grund til forvirring blandt kunderne.

“Jeg synes, det er tydelige retningslinjer, Udenrigsministeriet udstikker. Når man ser på landkortet, er der ingen tvivl om, hvor man kan rejse hen, og hvor man ikke kan rejse hen,” siger han og retter skytset mod Topdanmarks udtalelse om, at man vil står klar til at hjælpe kunder i problemer.

“Jeg synes, at man giver kunderne en falsk tryghed. Husk på, at der er en årsag til det, når et land er rødt eller orange. Det kan f.eks. være forskellige restriktioner eller høj smitterisiko. Men det kan også betyde, at sygehusvæsenet er under pres. Så det at tilbyde en dækning sådan et sted er ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man rent faktisk kan få behandling. Det er et forkert signal at tilbyde rejseforsikring til de lande. Vores kunder skal i hvert fald være sikre på, at deres forsikring rent faktisk kan leve op til det, den lover,” siger Thomas Klærke.

Et konkurrenceparameter

Det er dog ikke kun en simpel uenighed om, hvorvidt man skal matche sin forsikringsdækning med rejsevejledningerne eller ej. Det handler selvfølgelig også om forretningsmæssig positionering.

“Vi har gjort det for at sikre os, at vores kunder kan være sikre. Og så håber jeg da, at andre lægger mærke til det, så det er selvfølgelig også et konkurrenceparameter. Men det er ikke derfor, vi har valgt at gøre det,” lyder det fra Carsten Elmose fra Topdanmark på spørgsmålet om, hvorvidt det også handler om at kapre kunder.

Hos Tryg, der sidder på en fjerdedel af det danske marked for rejseforsikringer, afviser Thomas Klærke, at selskabet kan miste kunder på de mere strikse betingelser.

“Vores brand er omgærdet af stor tillid, det skal ikke kædes sammen med uansvarlighed,” siger han.

Sætter det ikke jeres kunder i en ringere position?

“Vores dækning er anderledes end mange af de andre selskabers. Men hvis en kunde ringer og er i problemer, så lader vi dem jo ikke ligge på gaden.”

Hvad mener du med det?

“Der kan jo være situationer, hvor kunder er havnet i alvorlige vanskeligheder og ikke kan få den hjælp, de har brug for. Der vil vi se på den individuelle sag og vurdere, om der er noget, vi kan gøre,” siger Thomas Klærke fra Tryg.

Snæver forsikring

Tilbage hos de danske rejsebureauer sidder Lars Thykier. Han er med på, at forsikringsselskaberne selv bestemmer, hvor langt de vil gå, men han ville dog ønske, at branchen for forbrugernes skyld kunne blive enige om et minimumsprodukt.

“Det er sælgers eget valg, men jeg synes, at branchen burde forsøge at lægge sig nogenlunde i samme spor. Sådan at man som minimum også var dækket i de orange lande. Hvis man kun dækker de gule lande, er det virkelig en meget snæver forsikring,” siger Lars Thykier og peger samtidig på et område i forsikringsjunglen, man virkelig skal være forsigtig med som forbruger:

“Den mest uforudsigelige og usikre forsikring, du kan have, er via et kreditkort. Der skal man virkelig passe på og læse betingelserne grundigt. Vi oplever, at der er kæmpe variation i, hvor meget en forsikring via eksempelvis et Mastercard dækker, fordi der findes utroligt mange forskellige Mastercard herhjemme,” siger rejsebranchens førstemand og anbefaler danskere, der skal rejse udenlands at benytte sig af specialiserede rejseforsikringsselskaber.

En anbefaling Topdanmark dog ikke ser meget mening i.

“Jeg mener ikke, man skal se på, om forsikringsselskabet er specialiseret inden for rejseforsikringer, men derimod hvad det er for et produkt, man køber. Det er det, der må være det afgørende,” siger Carsten Elmose.

Fase 4 er på vej

I den kommende uge skal politikerne på Christiansborg mødes og drøfte en yderligere lempelses af de nuværende rejserestriktioner. Da man tilbage i april blev enige om en politisk rammeaftale for området frem mod sommerferien, aftalte man dengang, at fjerde fase skal træde i kraft 26. juni. Her lægger man op til, at det vil være muligt at rejse til orange EU-lande.

“Indførelse af EU-coronapas vil gøre det muligt at holde sommerferie i Europa og modtage sommerturister i Danmark, under forudsætning af at man kan fremvise dokumentation på, at man enten er blevet testet negativ, er blevet vaccineret eller er tidligere smittet,” hedder det i aftaleteksten.

Udenrigsministeriet oplyser dog, at planen, der efterhånden er to måneder gammel, kan blive justeret i forbindelse med de forestående forhandlinger, og at man ikke skal planlægge sin ferie på baggrund af den nuværende aftaletekst.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis