Fem spørgsmål og svar om Max Bank

Finans
Eksklusivt for kunder
09. okt 2011 KL.22:36
Børsens finansredaktør besvarer fem centrale spørgsmål i forbindelse med redningen af Max Bank, der søndag aften er blevet delvist købt af Sparekassen Sjælland.

Hvor vigtig er salget af Max Bank til Sparekassen Sjælland?

Det er helt afgørende for den danske finanssektor, at der ikke kommer flere brutale bankkrak i Danmark. Finansrådets formand, Danske Banks topchef Peter Straarup, sagde det klart og tydeligt ved Danske Banks halvårsregnskab, at Danmark ikke kan holde til flere bankkrak.
Med opkøbet af den krakkede Max Bank er det lykkedes at komme uden om Bankpakke III, som blev brugt i forbindelse med både Amagerbankens og Fjordbank Mors krak.

Kan salget sætte skub i afviklingen af andre banker, der er i problemer?


De kommende uger vil afsløre, om Sparekassen Sjælland rent faktisk har gjort en god handel med købet af de sundeste dele af Max Bank.
Dermed vil resten af den danske finanssektor få klarhed for, at det helt bogstaveligt er pengene værd at troppe op, når Finansiel Stabilitet sidder med en nødlidende bank, hvor de sunde dele skal sælges fra for på den måde at undgå at blandt andet indskydere med mere end 750.000 kr. taber penge.

Kan skiftet fra Bankpakke III til Bankpakke IV få betydning for udlandets opfattelse og lånevillighed til de danske banker?

Der er ingen tvivl om, at det vil være til gavn for den danske finanssektors lånemuligheder i udlandet, hvis vi ikke i fremtiden kommer til at se de brutale banklukninger, som skete i Amagerbanken og Fjordbank Mors, hvor Bankpakke III blev taget i anvendelse.
Men det helt grundlæggende problem med udlandets mistillid til den danske finanssektor er, at der er forholdsvis mange pengeinstitutter, der er kollapset i Danmark. Og fortsætter det, vil udenlandske banker fortsat være tilbageholdende med at låne penge ud til de danske banker.

Hvorfor skete salget til Sparekassen Sjælland ikke før Max Bank skulle helt ud over afgrundens rand?

Der har gennem de seneste uger været ført forhandlinger med flere pengeinstitutter, der er blevet spurgt om de ville købe Max Bank. Men den nu kollapsede bank havde så store og dårlige ejendomsudlån i bankens portefølje, at ingen pengeninstitutter ønskede at overtage den del af forretningen.

Hvad vil Sparekassen Sjælland med Max Bank?

Sparekassen Sjælland har utvivlsomt fået Max Bank til spotpris. Ingen har ønsket, at Max Bank skulle kollapse fuldstændig og dermed påkalde yderligerenegatrive reaktioner fra udlandet. Og den billige pris kombineret med en strategisk placering på det sydlige Sjælland, hvor Sparekassen Sjælland nu får sig positioneret ganske betydeligt, var købet en oplagt mulighed.
Samtidig håber Sparekassen Sjælland selvfølgelig, at der vil opstå goodwill i befolkningen omkring opkøbet, fordi den sjællandske bank med hovedsæde i Holbæk vil komme til at fremstå som en finanssektorens redningsmand.