Europas banker låner 4000 milliarder hos ECB

226755_16_9_large_802.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
02. feb 2015 KL.14:36
Opdateret 11.37 - 529,5 mia. euro svarende til 3937 mia. kr. er netop blevet langet over disken i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Det er resultatet af andet udbud i ECB’s lånefacilitet LTRO, hvor banker i eurozonen kan optage treårige lån til en rente på blot 1 pct., der netop er blevet gennemført i Frankfurt. I alt 800 banker optog lån hos ECB.

Inden auktionen var der stor uenighed blandt analytikerne om, i hvor stor grad lånefaciliteten ville blive benyttet af de europæiske banker.

Ifølge en prognose foretaget af Bloomberg News på baggrund af 28 analytikere forventedes der at blive lånt 470 mia. euro (3495 mia. kr.). Andre har dog talt om helt op mod 1000 mia. euro.

Håbet er, at bankerne med de nye lån i ryggen for det første vil låne flere penge ud til forbrugere og virksomheder og dermed stimulere den økonomiske vækst. 

For det andet at bankerne vil bruge nogle af pengene til at købe statsobligationer fra de gældsplagede eurolande. Det skriver Jacob Graven, cheføkonom i Sydbank, i en kommentar.

Læs alle finansnyheder på Børsen Finans: finans.borsen.dk

Forbedret stemning kan fastholdes

Ved første auktion i december lånte i alt 523 banker samlet 489 mia. euro.

Det var ifølge Jacob Graven en stor succes - både i forhold til at undgå en kreditklemme i eurozonen, hvor bankerne ikke vil eller kan låne penge ud til forbrugere og virksomheder og i forhold til at få bankerne til at købe statsobligationer fra de gældsplagede lande.

"Dermed er de treårige lån fra ECB den primære årsag til, at eurosamarbejdet i de seneste to måneder er trådt et par vigtige skridt tilbage fra afgrundens rand," skriver han videre.

Han tilføjer, at med den nye pengeregn over bankerne fra ECB er der begrundet håb om, at de seneste måneders forbedrede stemning på de finansielle markeder kan fastholdes.

Samtidig understreger han dog, at gældskrisen i eurozonen ikke alene kan løses med nye lån fra ECB.

"Med de billige tre-årige ECB-lån kan man mindske uroen i det finansielle system og købe sig tid til at få gældskrisen under kontrol. Tiden skal så bruges til at løse de underliggende problemer ved at nedbringe den offentlige gældsætning og på længere sigt øge den økonomiske vækst i de gældsplagede lande," lyder det fra Jacob Graven.