Danske Bank vil lukke for handel med krypto-papirer

360439_16_9_large_762.jpg
Finans
Eksklusivt for kunder
23. mar 2018 KL.14:07
Danske Bank er så negative over for investering i kryptovalutaer, at kunderne ikke engang skal have mulighed for at investere i værdipapirer, som følger kurserne på f.eks. bitcoin.

Det oplyser storbanken i en artikel på bankens hjemmeside.

"Vi er generelt negative over for kryptovalutaer, og vi anbefaler på det kraftigste, at vores kunder afholder sig fra at investere i disse," skriver banken og oplister en række årsager.

Den første er, at kryptovaluaer ikke er omfattet af den almindelige investor- og forbrugerbskyttelse.

"For det andet har kryptovalutaer vist sig at være meget volatile, og kursdannelsen er ikke gennemsigtig. Som investor har man begrænset indsigt i, hvordan markedet udvikler sig, og hvad der driver kursen," skriver Danske Bank.

Og for det tredje har kryptovalutaer været benyttet til ulovligheder som hvidvask og afpresning.

Lukker for ETN

Hidtil har Danske Banks kunder kunne investere i bitcoin via en såkaldt ETN, som er et børsnoteret værdipapir, der følger kursen på kryptovalutaen. Men det er nu også ved at være slut.

"Vi ønsker af ovennævnte grunde på ingen måde at understøtte investeringsmiljøet for kryptovalutaer. Vi har derfor truffet beslutning om også at udfase muligheden for at købe finansielle instrumenter, der er direkte forbundet med kursen på kryptovalutaer," skriver Danske Bank og fortsætter:

"Sådanne instrumenter omfatter afledte finansielle instrumenter eller ETN'er (Exchange Traded Notes), der afspejler kursen på en kryptovaluta. Disse typer værdipapirer er kendetegnet ved høj volatilitet og stor risiko."

Blokerer ikke kreditkort

Til gengæld oplyser Danske Bank, at banken "muligvis" vil acceptere indskud, der stammer fra investeringer i kryptovaluta.

"Endvidere blokerer vi ikke brugen af et kreditkort udstedt af Danske Bank i forbindelse med handel af kryptovalutaer. I lighed med alle andre kreditkorttransaktioner skal kunderne her følge gældende procedurer til forebyggelse af hvidvask samt overholde gældende lovgivning," skriver banken.